I anledning af 40-året for statsanerkendelsen af Kastrupgårdsamlingen vises den største præsentation af museets samling i mands minde. Udstillingen vil vise værker fra 4 årtiers indkøb til samlingen og præsentere grafikkens mangfoldighed af teknikker og metoder.
Allerede da Kastrupgårdsamlingen åbnede dørene på sin nuværende adresse på Kastrupgård i 1977, var målet at blive et statsanerkendt kunstmuseum. Samlingen var indledt i 1968 på opfordring af den daværende Amager Kunstforening og op til 1977 var der allerede blevet indkøbt 1600 grafiske værker. Kulturministeriet så med gode øjne på det nye museum for grafisk kunst i Tårnby kommune, og statsanerkendelsen blev opnået i januar 1979. Siden da har Kastrupgårdsamlingen været en del af det nationale museumsvæsen – og det er denne begivenhed, som er anledningen til at vise et bredt udvalg af museets samling. Museet rummer i dag over 6000 værker af godt og vel 580 kunstnere. Denne udstilling vil bringe gensyn med nogle af danske kunsts store grafikere som Asger Jorn, Svend Wiig Hansen, Dea Trier Mørch, Lene Adler Petersen og internationale navne som David Hockney, Man Ray, Niki De Sant Phalle, Sam Francis og Picasso. Samtidigt vil der blive vist værker som aldrig har været oppe af magasinet og nye indkøb fra de sidste 10 års kunstfaglige indsamling på Kastrupgårdsamlingen.
Grafik på alle tænkelige måder.
Kastrupgårdsamlingens fokus på grafik er et særkende for samlingen – og selvom betegnelsen ”grafik” dækker over kunst som udelukkende er trykt, så rummer grafikken meget forskellige teknikker som fascinerer. Træsnit, linoleumssnit, kobberraderinger, silketryk er de overordnede genrer, men herunder udfordrer og udvikler kunstnerne teknikker i et væld af farver, former og materialiteter. På udstillingen vil man både kunne opleve og fordybe sig i motiver af nogen af de bedste kunstnere inden for de sidste 80 år, men man kan også udforske selve håndværket og teknikker på tværs af tid og motiv.
Udstillingen åbnes den 29. maj kl 19:00, hvor åbningstalen vil blive holdt af borgmester i Tårnby Kommune, Allan Andersen. Alle er velkomne.
HVOR:
Kastrupgårdsamlingen
Kastrupvej 399
DK-2770 Kastrup
Mail: ks.uk@taarnby.dk
Tlf: 32 51 51 80
HVORNÅR:
30 Maj – 29 September 2019
ÅBNINGSTIDER:
Mandag lukket
Tirsdag-søndag kl. 14-17
Onsdag kl. 14-20