OM PUBLIKATIONEN
Publikationen ORAKEL er lavet i samarbejde med grafiker Claus Due og består udelukkende af foldede plakater. Den indeholder desuden installationsfotos af fotograf Jette Jørs samt en uddybende samtale mellem Cathrine Raben Davidsen og Anna Kærsgaard Gregersen (museumsinspektør, Glyptoteket). Alle er velkomne.
OM UDSTILLINGEN
Forårets store særudstilling på Rudolph Tegners Museum og Statuepark præsenterer en visuel dialog mellem Rudolph Tegner (1873-1950) og samtidskunstner Cathrine Raben Davidsen. I udstillingen vil Raben Davidsen indtage museet i en totalinstallation, der iscenesætter hendes værker og Tegners skulpturer.
Med udgangspunkt i udvalgte skulpturer af Tegner – bl.a. Slægten (1913), Trøsten (1912-15) og Jordbundet (1899) – skaber Raben Davidsen en række helt nye værker til udstillingen. Raben Davidsen udfordrer Tegners værker ved at udstille tegninger i meget små formater side om side med de højloftede udstillingsrums monumentale skulpturer. Gennem denne sammenstilling i størrelsesforhold byder Raben Davidsen beskueren ind i et intimt rum, hvor hendes små, dynamiske og kropslige tegninger skaber nye samtaler med Tegners massive og imposante skulpturkroppe.
“Snarere end at konkurrere med Tegners gigantiske skulpturer har jeg skabt en række meget små værker, som man skal helt tæt på for at opleve. Med denne modreaktion indbyder jeg beskueren til et mere intimt møde,” forklarer Raben Davidsen.
Udover tegninger skabt særligt til udstillingen viser Raben Davidsen en række uroer, der som svævende mindmaps består af både egne tegninger og af udklip fra hendes mange inspirationskilder. Uroerne placerer sig i skala et sted mellem Tegners skulpturer og Raben Davidsens mindre tegninger og skaber derved en række symbolske associationer og visuelle fortællinger mellem værkerne og de to kunstnere, der begge har den antikke kunst og græske mytologi som kilde til fascination i deres kunstneriske praksisser.
Udstillingens titel peger på dette fælles tema hos Tegner og Raben Davidsen. I antikken forstod man orakler som profetiske portaler, der videregav gudernes fortællinger om både fortid og fremtid til mennesket. Det er ambitionen, at de associationer, som uroerne vækker, kan skabe en sådan forbindelse, en portal, mellem Raben Davidsen og Tegners værker. Raben Davidsen er i sin kunst stærkt optaget af den tid, vi lever i nu. Samtalen mellem de to kunstnere åbner blandt andet op for spørgsmål om, hvad der forbinder mennesker i dag.
”Det er spændende at se, hvad der kommer ud af Raben Davidsens møde med Rudolph Tegner på hans eget sted. Det bliver en meget sanselig udstilling. Mange af de temaer, som Tegner var optaget af, er også at finde i de udstillede værker, og Raben Davidsen åbner gennem sine andre referencer også op for nye og mere nutidige forbindelser til Tegner,” udtaler museumsdirektør Luise Gomard.
For yderligere oplysninger kontakt museumsdirektør Luise Gomard på 40681404 / gomard@rudolphtegner.dk eller pressekonsulent Stine Lyndgaard 23361036 / stine@lyndmedia.dk. For oplysninger om tilgængelige værker kontakt CRD studio på info@crdstudio.com
Udstillingen er venligst støttet af Statens Kunstfond, Aage og Johanne Louis-Hansen Fonden, Knud Højgaards Fond, Augustinus Fonden, Lemvigh-Müller Fonden, A.P. Møller Fonden, L.F. Foghts Fond, William Demant Fonden, Dansk Tennis Fond og Det Obelske Familiefond.