På Cathrine Raben Davidsens udstilling Losing our Heads inviteres vi indenfor i et univers af mytologi, fortælling og historie. Titlen er lånt fra den amerikanske forfatter Regina Jones, hvis bog Losing our Heads udgør en samling af historiske, literære og kunsthistoriske beretninger om dekapitation, dvs. dét at tabe eller miste hovedet. Særligt i kunsthistorien optræder ’hovedtabet’ som et tilbagevendende motiv, og er fra antikken til i dag blevet brugt som et kraftfuldt billede på splittelsen af krop og sind.
Som det ofte er tilfældet hos Cathrine Raben Davidsen, ligger der et stort researcharbejde til grund for udstillingen. Med afsæt i antikke myter, historiske fortællinger og nyere litteratur, udgør Losing our Heads en fortælling om tab. Men det er ikke det fysiske hovedtab, der interesserer Cathrine Raben Davidsen. I stedet fungerer titlen som en metafor for det kontroltab, man kan opleve, når det rationelle ’jeg’ fortrænges og følelserne tager styringen. Det er en mental løsrivelse, der giver mulighed for en udvikling – både personligt og kunstnerisk. Selv forklarer hun, at ”vores ansigt er det, der gør os genkendelige i den sociale verden. Og vores hjerner er det, der fortæller os, hvem vi er. Vores talende mund er bindeleddet mellem de to og taber vi vores hoveder, mister vi alt. Men samtidig er der tale om et kontroltab, som kan forvandle og videreudvikle vores tankesæt på et indre plan”.
Til udstillingen Losing our Heads har Cathrine Raben Davidsen skabt en serie nye, keramiske værker. Inspireret af både japansk raku-keramik og mexicansk terrakotta-arbejde, har hun koncentreret sig om formmæssig enkelthed og stoflighed i materialet. Også i sine tegninger har Cathrine Raben Davidsen valgt at arbejde på en ny måde. Hun har løsnet op for sin komposition og mættet billedfladen ved at bygge værkerne op af flere lag blæk, kul, olie, pastel, pigment og akryl. Det ses bl.a. i The Red Ribbon (1-15), en serie af tegninger skabt med udgangspunkt i novellen om pigen der mister hovedet, efter at det bånd hun altid bærer om sin hals, bliver løsnet. De intime og stemningsfyldte portrætter bærer også reference til de såkaldte Bals des victimes, en række myteomspundne fester afholdt i årene efter den Franske Revolution, hvor man i kunstfærdige kostumer og med røde bånd om halsen, festede til ære for guillotinens ofre.
I begge fortællinger optræder båndet som et symbol på dét, der holder krop og hoved sammen. Også hos Cathrine Raben Davidsen eksisterer der et bånd, en karakteristisk streg, der væver motiverne sammen og løber som en rød tråd gennem hendes værkproduktion.
