Ugens Værk
Børsen Atelier
27 Januar - Udgave 05

Hver uge vælger vi på Børsen Atelier et værk, vi selv gerne vil eje. I denne uge er vores øjne faldet på Cathrine Raben Davidsens porcelænsfad med stjernehimmelglasur og oxider, “Totem Face”, 37 x 32 cm, som er en del af en serie på 150 unikaværker, hun har skabt i samarbejde med Royal Copenhagen.


 Totem Face, 2017-2019. Porcelænsfad med stjernehimmelglasur og oxider, 37 x 32 cm

                                        

26. januar åbnede “Totem”, en stor udstilling på Clay Keramikmuseum Danmark i Middelfart med keramiske krukker, malerier, tegninger og grafik af Cathrine Raben Davidsen.

Udstillingen er et samarbejde med Royal Copenhagen, og det gav Cathrine Raben Davidsen mulighed for at eksperimentere med gamle glasurer og teste nye brændinger.

“Jeg kan godt lide uforudsigeligheden ved at arbejde med keramik. At jeg ikke kan styre det, jeg ser. Det er lidt det samme, når jeg laver mine kobberstik, hvor man arbejder spejlvendt.

Når man arbejder med glasurer, arbejder man meget i blinde. I det her tilfælde med Totem-værkerne har jeg fået lov til at bruge Royal Copenhagens historiske glasurer. Den blå glasur er helt sort, når jeg kommer den på. Det er først, når den kommer ud af ovnen, at jeg kan se hvilken farve den har, og jeg synes, det er interessant at komme flere lag på et keramisk værk, indtil det rammer et udtryk, jeg er tilfreds med.”

 

Af Louise Stenbjerre, Redaktør Børsen Atelier