Cathrine Raben Davidsen har som kunstner haft stor succes med sine tegninger, keramiske krukker, skulpturer og unikke håndlavede lamper. Men hun vender altid tilbage til maleriet. Fordi det langsomme, ældgamle medie kan noget helt særligt i en tid, hvor billedet ellers er blevet en både hurtig og flygtig størrelse – og fordi det kan sikre kunstneren en plads i historien
Cathrine, du er jo en alkymist. Alt, hvad du rører ved, bliver til guld.” Ordene er direktør ved Kunsthal Charlottenborg, Michael Thoubers, og de er henvendt til Cathrine Raben Davidsen. De falder en sommerdag i Skagen, hvor fem af Danmarks mest anerkendte udøvende kunstnere er samlet til optagelserne af DR-serien ‘Kunstnerkolonien’. I to uger har de skabt samtidskunst på de gamle Skagen-maleres domæne.
Nu sidder de bænket ved et langbord i den maleriske aftenrøde, mens kunstdirektøren, der er blevet tilkaldt som kurator, giver sin dom over kunstnernes respektive værker.“Alt, hvad du rører ved, bliver til guld.”
Klippet er ikke kommet med i den færdige serie, så man kan ikke se, om Cathrine Raben Davidsen rødmer og smiler bredt, som hun gør nu, hvor hun genfortæller direktørens ord. “Det var jo næsten lidt profetisk,” siger hun. Når Cathrine Raben Davidsen kalder ordene profetiske, skyldes det ikke, at hun selv synes, at alt, hvad hun rører ved, nødvendigvis forvandler sig til guld, men at hendes seneste soloudstilling, “Brevet fra Solen til Månen”, netop har taget udgangspunkt i alkymien – i kunsten at skabe guld – med forlæg i ældgamle akvareller og mystiske skrifter fra middelalderen.
Vi mødes et par måneder før udstillingen hos Tania and Thomas Asbæk. Arbejdet er undervejs i det bagerste rum af Cathrine Raben Davidsens atelier, der ligger i det indre København. Ikke så langt fra Kongens Have og et sted mellem to af landets vigtigste kunstinstitutioner. Statens Museum for Kunst og Charlottenborg. Atelieret placerer hende dermed rent geografisk lige præcis der, hvor hendes kunst synes at høre hjemme. Et sted mellem det historiske og det moderne. De store lærreder står lænet op ad væggene i det højloftede rum med det gavmilde lysindfald. Nogle i lag bag hinanden og andre til frit skue. De er ikke færdige, men undervejs. Gyldne og røde toner træder frem i portrætter og i landskaber.
Der er andre farver, motiver og stemninger på spil end i mange af hendes tidligere værker. Alligevel er værkerne umiskendeligt Cathrine Raben Davidsens. Og når kunstdirektør Michael Thoubers profetiske ord synes at række ud over den aktuelle udstilling, skyldes det da også, at set udefra er alt, hvad Cathrine Raben Davidsen har rørt ved – alt, hvad der umiskendeligt er hendes – vitterligt blevet til guld. Cathrine Raben Davidsens kunstværker holder deres pris selv i krisetider. Hendes keramiske frembringelser, skulpturer og krukker med og uden enkle, men alligevel udtryksfulde, ansigter er blevet modtaget med lige så stor anerkendelse som hendes malerier. Både i kunstkredse og af et bredere publikum. Og senest er de glaserede keramiske unikalamper, hun producerer i et håndholdt og håndmalet oplag, blevet revet væk fra hylderne. Cathrine Raben Davidsen smiler igen. Hun ved det selvfølgelig godt. Alligevel er det ikke helt sådan, hun måler sin egen succes.
“Det er et enormt privilegium at kunne leve af sin kunst. Og det er ikke, fordi jeg siger, at anerkendelsen ikke betyder noget for mig. Men for mig handler det helt grundlæggende om at bevæge noget i andre mennesker,” siger hun.
“Hvis min kunst kan vække noget. Det kan være en tanke, en følelse eller noget, der får ham eller hende til at tænke på dem selv, deres liv, forbindelser og relationer, så synes jeg, at mine værker giver mening. Det handler om at skabe en atmosfære og om at give mine malerier et nyt liv hos dem, som oplever dem, om man vil. Jeg håber, jeg kan bidrage med et ægte nærvær og en ægte atmosfære. At få beskueren til at identificere sig med mine figurer og de stemninger, de formidler, er vigtigt for mig.”
Fra Hellerup til husvildebolig
For at forstå Cathrine Raben Davidsen som kunstner kommer man ikke uden om hendes barndom og tidlige ungdom. For det er her, trangen – og måske også evnen – til at formidle stemninger bliver grundlagt.
Cathrine Raben Davidsen blev født ind i en passioneret, levende og kreativ, men også – set med børneøjne – flagrende og ustruktureret familie i de vilde 1970’ere. Hendes forældre var henholdsvis 20 og 21 år, da de fik hende, og de blev skilt, da deres datter var seks år gammel, men forblev bedste venner.
Cathrine boede på skift hos dem én uge ad gangen. Moren var blevet gift igen og boede i Hellerup, mens faren holdt til i Strædet i Indre By. Han var designer og drev sin egen tøjbutik i stueetagen. Her kunne han sidde og sy til langt ud på natten med smøger og kaffe for at holde sig vågen.
Da Cathrine var 13 år gammel, forandrede hendes liv sig imidlertid brat. Hendes far døde efter meget kort tids sygdom, og et par år senere blev hendes mor skilt igen. De flyttede fra Hellerup og endte med at bo i en såkaldt ‘husvildebolig’ i Ordrup, også kaldet ‘Det Gule Palæ.’ “Det var lidt en joke blandt mine venner, som var meget mere velhavende end mig, at vi kaldte det ‘Det Gule Palæ’, for det var en halvanden-værelses lejlighed uden bad, og min mor sov i stuen. Men hun og jeg fik det bedste ud af det, og det har vi altid gjort. Selv i perioder, hvor min mor har haft det svært, har vi kunnet grine af det hele.”
Cathrine Raben Davidsens fars død fik afgørende betydning for hendes udvikling som kunstner. Rent praktisk brugte hun arven efter sin far på at dygtiggøre sig. Som 19-årig rejste hun til Italien for at studere tegning og kunsthistorie hos det sydafrikanske par Rose og Claire. I et forsøg på at komme tættere på ham. Og på en karriere som kunstner.
Maleriets møjsommelighed
Sorg, død, tab og stor kærlighed har været gennemgående temaer i Cathrine Raben Davidsens værker gennem hele hendes karriere, og hun har ved flere lejligheder fortalt, at det i høj grad skyldes de oplevelser, der prægede hendes barndom og tidlige ungdom. Personligt er det dog først og fremmest forældrenes varme, lethed og humor, der fylder i hende.
“Jeg tror, jeg lærte af mine forældre, at livet skal mærkes og leves. Fuldt og helt. Og at man kan rejse sig igen. Også efter tab eller kriser. At livet hele tiden bevæger sig og udvider sig. Som ringe på en vandoverflade. Det er ikke statisk og låst. Min mors liv har ikke altid været nemt og snorlige, men det har altid været meget kærlighedsfyldt og meget humorfyldt.”
Sådan er deres forhold også i dag. “Vi deler stadig den humor og den lethed, der også var til stede i min barndom ved siden af det ustrukturerede og mere kaotiske. Og den måde at se livet på har givet mig en enorm styrke og selvtillid. Man skal ikke tage alting så enormt tungt og seriøst. Heller ikke sig selv. Og heller ikke, når det rent faktisk ser tungt og mørkt ud. For det forandrer sig jo. Livet bevæger sig. På den måde har jeg lært meget af min mor. Og af min far.”
Da Cathrine Raben Davidsen blev optaget på Kunstakademiet i København, søgte hun ind med bl.a. to malerier af sine forældre. Ikke som de så ud, da hun selv havde lært dem at kende. Men som de så ud, da de var børn. To portrætter malet med forlæg i gamle fotografier. Af en lille dreng og en lille pige. Og med soloudstillingen ‘Brevet fra Solen til Månen’ er Cathrine Raben Davidsen vendt tilbage til maleriet. Og kun maleriet, fortæller hun. “Jeg holder virkelig meget af at bevæge mig mellem de forskellige medier. Og mellem forskellige processer. Så det er ikke sådan, at jeg har tænkt mig at vende ryggen til keramikken. Eller unikaproduktionerne. Men maleriet kan noget helt særligt,” siger hun: “Fordi det kræver tid.”
“Vores verden er meget billedbåren. Vi tager utroligt mange billeder. Hurtige snaps på mobilen og til sociale medier. Men den langsommelighed og møjsommelighed, der bliver lagt i at male et maleri, er sjælden. Et maleri er jo nærmest noget af det mest gammeldags, du kan komme i nærheden af. Men netop fordi det er gammeldags, og fordi det er tidskrævende – når penslen skal tilføre de enkelte strøg, og når det ene lag maling skal tørre, før et nyt kan komme på – så har det bare en eller anden aura i sig. En særlighed, som måske taler om muligt endnu stærkere til os i en tid, hvor alting ellers går meget stærkt.”
Værker på museum
Du har tidligere fortalt, at du godt kan lide tanken om, at du – efter din død – efterlader et lille stykke af dig selv i de værker, der bliver tilbage? “Jamen det er da rigtigt. Der er jo en rest af mig i mine værker. Min tilstedeværelse og den tid, jeg har brugt på at lave værkerne, bor i dem. Jeg tænker nogle gange på det, når jeg selv står over for et værk af en stor kunstner. Jeg tænker på, hvor, hvornår og hvordan de har stået der over for deres værker. Og det er en smuk tanke. Den her tanke om, at der har stået en kunstner og ført hånden og penslen over lærredet. Du kan betragte et værk af van Gogh, Hilma af Klint eller Peter Doig og tænke, at de på et eller andet tidspunkt har stået lige dér foran lige dét værk med deres krop og tanker og deres bare næver.” “Man får ikke den samme adgang til en kunstner gennem et digitalt værk eller en installation. Jeg gør i hvert fald ikke. Men det sker, når jeg står foran maleriet.” Når du har ambitioner om at efterlade et lille stykke af dig selv – sætte dig spor i verden – har du så også ambitioner om at sætte dig spor i historien – i kunsthistorien? “Jeg vil ikke udtrykke det som en ambition, forstået som en strategi. Men ja, det kunne da være sjovt, ikke?” Cathrine Raben Davidsen smiler. Men hun rødmer ikke. Hun mener det. “Clay (landets førende museum for keramik, red.) har faktisk lige opkøbt nogle af værkerne fra udstillingen ‘Totem’ takket være Ny Carlsbergfondet. Det er helt nyt, og det er ikke noget, jeg har fortalt om før. Men det er jo helt vildt dejligt. Og jo, det føles ret fantastisk, at mine værker på den måde får en plads i en samling. Fordi nogen mener, at de hører til der.”
Kunstsamleren over dem alle – Statens Museum for Kunst – har også købt et værk af Cathrine Raben Davidsen. Og hun har dermed sikret sig en plads i museets store statskatalog over de danske kunstnere, der tegner vores lands kunsthistorie. Dem, der rammer noget væsentligt i deres samtid, men hvis værker alligevel også har noget væsentligt at fortælle eftertiden. ”Altså, det hænger jo ikke fremme,” skynder Cathrine Raben Davidsen sig at sige. Men man ved aldrig, hvad der bliver hentet frem af arkivet. Hvilke værker fra kataloget, der i fremtiden vil blive bragt frem i lyset, båret gennem de lange gange med de bonede gulve og hængt op i de højloftede sale. Side om side med andre hovedværker i den danske kunsthistorie.
Cathrine Raben Davidsen vil ikke lægge skjul på, at hendes værker da gerne må være blandt dem. På en eller anden måde har hendes kunst alligevel altid insisteret på at være en del af kunsthistorien. Med dens figurative hilsner til historiens kanoniserede klassiske stilarter. Til oldtidskunsten, til renæssancen og nu også til middelalderens billedsprog. Den nye udstilling, der er ved at tage form i atelieret, tager udgangspunkt i en række akvareller fra et poetisk og mystisk middelalderskrift. ‘Aurora Consurgens’ hedder det eller direkte oversat til dansk ‘Opstigende Morgenrøde.’ Man mener, at det kan dateres helt tilbage til den sidste halvdel af det 13. århundrede.
“Jeg ved godt, at der er nogen, der kalder min kunst gammeldags, men prøv lige at se,” siger Cathrine Raben Davidsen.
Hun smækker sin laptop op og bladrer energisk gennem computerens omfattende fotogalleri. Cathrine Raben Davidsen har lige været på kursus med sine mentorer Rose og Claire. Sammen med en gruppe på 60 andre internationale kunstnere og en enkelt anden dansker har hun studeret både de klassiske mestre som Rafael, Tizian og Botticelli. Og der er noget, hun gerne vil vise. “Ser man på malerierne på afstand fremstår kniplinger, fløjl og guldsmykker jo som ren fotografisk realisme. Én til én gengivelser af den virkelige verdens objekter. Men zoomer man ind. Helt ind på de enkelte detaljer. Så bliver maleriet alt andet end realistisk. Det bliver abstrakt og kunne lige så vel være et close-up af et maleri af én af vores store samtidsmalere.” “Er det ikke smukt?” spørger Cathrine Raben Davidsen. “Se på lagene,” fortsætter hun betaget. “Måden, penselstrøgene er ført på.”
Når Cathrine Raben Davidsen har brug for at nuancere opfattelsen af sin kunst som gammeldags, handler det ikke om at tage afstand til historiens store malerkunst. Slet ikke. Det handler snarere om, at hun ikke mener, at stor malerkunst skal defineres ud fra dets alder, motiver, teknikker eller stilarter. “For maleriet er et sprog, som overskrider al tid. Og et godt maleri skal indeholde de samme kvaliteter som mestrenes.”
Stor kunst skal defineres af de stemninger, den formidler. Og af de følelser, den frembringer hos dem, der betragter den. Cathrine Raben Davidsen selv har altid kredset om de store og eviggyldige af slagsen.
Dem, der transcenderer tid, kultur og geografi. Døden, kærlighed, sorg og sårbarhed går igen som konstant tilstedeværende tematikker i hendes værker.
Malerierne er unægtelig smukke. Men det dragende ved dem består i langt højere grad af deres urovækkende, mystiske og tvetydige kvaliteter end i deres æstetiske skønhed. “Jeg lader altid mine malerier stå åbne. For mig selv og for dem, der beskuer dem,” siger hun. “I helt bogstavelig forstand kan jeg godt lide, at noget efterlades ufærdigt. At dele af et maleri næsten bliver ved skitsen, mens andre dele er enormt præcise og gennemarbejdede. Men et maleri kan jo også være åbent i den forstand, at det ikke formidler specifikke fortællinger eller begivenheder, men snarere formidler stemninger, som opfattes på en bestemt måde, afhængig af hvem der betragter det.”
Cathrine Raben Davidsens værker er aldrig kun én ting. Ligesom mennesker ikke er det. “Jeg kan godt lide, at de er abstrakte og frie. Og åbne for fortolkning,” siger hun. De åbne værker står i ret hård kontrast til den orden, der ellers hersker i hendes atelier, og den virksomhed, hun også driver fra lokalerne i det indre København.
Cathrine Raben Davidsen valgte for flere år siden, at hun ikke ville lade sig repræsentere af et galleri. Hun kan godt lide at indgå i forskellige samarbejder. Med store og små aktører. Afhængigt af, hvad der giver mening og passer det enkelte projekt. Og så kan hun lide at have styr på tingene. Selv. “Hvilken som helst dims herinde, som er et værk, har et nummer bagpå, så jeg kan følge det. Jeg vil gerne have styr på værkernes gang. Fra de bliver skabt, til de ender forskellige steder. Vi har et enormt arkivsystem. På den måde er jeg lidt et kontrolmenneske,” siger hun.
Cathrine Raben Daviden er omhyggelig med sin kunst. Når hun skaber den. Men også når hun sender den afsted. Fordi hun har lagt omhu, arbejdsomhed og tid i den. I maleriet, i tegningen, i skulpturen og i keramikken. Og fordi der i hver enkelt genstand findes en lille rest af hende selv. ”Det er et enormt privilegium at kunne leve af sin kunst. Og det er ikke, fordi jeg siger, at anerkendelsen ikke betyder noget for mig. Men for mig handler det helt grundlæggende om at bevæge noget i andre mennesker”
“Man skal ikke tage alting så enormt tung og seriøst. Heller ikke sig selv. Og heller ikke, når det rent faktisk ser tungt og mørkt ud. For det forandrer sig jo. Livet bevæger sig” “I helt bogstavelig forstand kan jeg godt lide, at noget efterlades ufærdigt. At dele af et maleri næsten bliver ved skitsen, mens andre dele er enormt præcise og gennemarbejdede”
Interviewet blev bragt i IN Magazine (Februar 2021)