Museumsdirektør for Museet for Religiøs Kunst; Christine Løventoft (CL) i samtale med Cathrine Raben Davidsen (CRD)

CL: Titlen på udstillingen er Hybrid, som betyder krydsning eller blanding. Hvad er det for nogle hybrider, du arbejder med i din kunst?

CRD: Ordet hybrid kommer fra det latinske hybrida, som betyder bastard og henviser til noget, som er uægte, eller som er blandet sammen af to forskellige racer eller arter. Jeg ser også mine værker som hybrider, fordi de smelter forskellige historiske referencer, kilder og tanker sammen. Mine værker er funderet i den tid, vi lever i, men samtidig peger de langt tilbage. Jeg kan godt lide den blanding. Mine hybride væsener er en form for agenter for forandring, der adresserer vores tilhørsforhold til hinanden, men også til vores omgivelser. De er på en måde forfædre i en historie, som foregår lige nu og her.

CL: Når jeg ser på dine værker, så bliver jeg overvældet af, hvor utrolig smukke de er, men også imponeret over de mange henvisninger til ældre kunst, samtidig med at du formår at give værkerne et moderne udtryk. Hvordan var din kunstneriske rejse eller inspirationskilde frem til dette udtryk?

CRD: Jeg synes, at det er super interessant at tænke over, hvilke billeder der repræsenterer vores verden i dag. En kunstners rolle er på en måde en form for respons på, hvad der sker i verden. Vi oversætter både konceptuelle informationer, ideer og tanker, og som kunstner er man samtidig i en kontinuerlig kontakt med (kunst)historien. Men jeg synes også, at det er vigtigt, at samtidskunsten henviser til den tid, som vi lever i. Så længe vi eksisterer, vil nuet fortsætte, men kunsten er ikke kun et spejl af sin egen tid – kunsten er også tidløs. Det er sjovt at tænke på, fordi der netop er en tendens til, at folk kigger så meget frem. Fælles for de kunstnere, som jeg nærer et slægtskab med, er, at de også kigger tilbage. Mine værker skal kunne stå alene, og man skal gerne kunne forstå dem på mange forskellige planer. For jeg laver ikke kunsten for mig selv. Altså hvis man kender til historien og har orienteret sig i tidens strømninger, eller hvis man kender til esoterisk stof, så vil man måske også kunne drage sine egne koblinger ud fra mine værker.

CL: Kan du give nogle eksempler på esoterisk visdom, som har inspireret dine værker?

CRD: Citatet af Helena Blavatsky (1831-1891) i begyndelsen af bogen siger en del. Hun var teosof og fulgte læresætningen: ’Der er ingen religion højere end sandheden’. Teosofiens system ville gerne forene alle religioner, sekter og nationer under ét fælles etisk system, som skulle baseres på evige sandheder. Det er en smuk tanke. I dag findes der mange filosofiske retninger, som også undersøger vores færd her i verden, og hvor naturen stilles på lige fod med dyr og planter og endda over mennesket. Jeg kan godt relatere til det, for når man går tilbage til Platons tid (427-347 f.v.t.), så talte man allerede dengang om at forstå mennesket ud fra en mikro- og makrokosmisk tankegang. Det synes jeg, er sindssygt spændende.

CL: Så du henter i virkeligheden inspiration i tidligere tiders leveformer og filosofi i forhold til de udfordringer, som vi står overfor i dag med f.eks. klimaet? Men er der også et element af et ønske om at opløse grænser mellem fortid og nutid, og mellem menneske og natur?

CRD: Både ja og nej. Jeg har altid været meget optaget af filosofi, for jeg synes jo grundlæggende, at vi kan hente så meget stof i historien, og de store tænkere har altid forstået betydningen af kunst og kreativitet. Og ligesom dem vil jeg gerne have os til at tænke på de eviggyldige principper i forhold til, hvordan vi vælger at leve, til vores forhold til hinanden og til verden omkring os. Vi glemmer at tænke over kunstens betydning. For hvis man tænker på enhver civilisation fra fortiden. Jamen, hvad er det så, der har overlevet? Det er jo netop kunsten, og den er blevet ved med at tale til os, fordi det er, hvad vi mennesker har efterladt os, og hvad vi har bidraget med. Jeg prøver at forstå de store tænkere, både de gamle og også de nye i dag, for fælles for dem er, at mange af deres tanker bygger videre på Platons tankegang, som jo netop også søgte efter en helhedsforståelse af virkeligheden.

CL: Du har flere værker med på udstillingen, som i titlen refererer til den romerske digter Ovid (43 f.v.t.-17 e.v.t.). Hvad er det ved Ovids fortællinger, eller antikken i det hele taget, som gør, at du finder det aktuelt at arbejde med som billedkunstner?

CRD: Gamle græske myter om transformation har altid appelleret til os. Tanken om mytiske forbindelser mellem mennesker, dyr eller planter er dybt fascinerende, og Ovids meget tidlige tanker om menneskets sammensmeltning med naturen og kosmos er stadig vedkommende. Jeg begyndte at arbejde med Ovid for over 30 år siden. De første værker, jeg lavede med Ovid som inspirationskilde, var nogle tegninger, Heroides fra 2005, baseret på de såkaldte ’Heltindebreve’, som var 21 fiktive breve skrevet af mytologiske kvinder. I disse breve skriver han sig ind i kvindernes liv og bruger deres stemmer til at fortælle historierne med. Han må have været meget nytænkende for sin tid.

CL: Du har en gruppe værker med på udstillingen, som du kalder Ancestor Hybrid eller på dansk: ’forfædreblandinger’. I en af tegningerne er der en figur med et menneskeansigt og en dyrekrop med pels.

CRD: Hybridfigurerne eksisterer på en måde i en tilstand af evig tilblivelse. De antyder evnen til at (d)evolvere. Tanken om det menneskelige, som sameksisterer med ikke-menneskelige væsener, tiltaler mig. Vi er afhængige af hinanden! Det er måske det, de her værker hentyder til.

CL: I mange afbildninger af Daphne fra Ovids Metamorfoser ser man hende jagtet af Apollo og i gang med at blive transformeret til et laurbærtræ. I et af dine malerier af Daphne ser man en kvinde i eftertænksomhed og ikke i flugt, men de grønne streger viser måske alligevel øjeblikket, hvor hun transformeres og bliver opløst som menneske og opstår som natur?

CRD: Daphne er en af de mange mytiske figurer, der bliver ændret gennem metamorfose hos Ovid. Hendes historie, hvor hun forvandles til et træ for at undslippe guden Apollos begær, er ret voldsom. Hendes forvandling kommer, da hun ikke længere har kræfterne til at løbe fra ham. Efter sin forvandling rækker Apollo ud for at røre ved træets stamme, som krymper sig for hans berøring, men han fletter en laurbærkrans af grenene fra træet, som skal bruges i ritualer til at ære ham, så hun undslipper ham aldrig på trods af sin forvandling fra menneske til natur. Det kan godt være, at mit maleri af Daphne viser netop det øjeblik.

CL: Hvad vil du gerne vise med de værker, der jo rykker helt fundamentalt ved ideen om det moderne menneske som noget særligt i forhold til dyrene?

CRD: Jamen, jeg kan godt lide, at der er alle de her lag. Det er en måde at tænke på, som jeg kiler mig ind i. Når man er i naturen, står man over for noget, som man ikke helt kan begribe, som er så meget større end os. Vores opfattelse af naturen har ændret sig gennem historien, for de primitive kulturer havde en meget mere umiddelbar tilknytning til naturen med en opfattelse af sig selv og naturen som en organisk helhed. I dag lever vi med en bevidsthed om naturen som noget adskilt fra os. Vi har mistet forståelsen for vores afhængighed af naturens komplekse systemer, netop fordi vi har fulgt en tænkning, som har sat mennesket i centrum for alt.

CL: Du har skabt nogle store landskabsmalerier til udstillingen med titlerne As above, so below. De viser fjeldlandskaber med vand og med en meget tydelig skillelinje mellem land/jord og vand, så det næsten ligner en spejling mellem himlen og jorden. Hvilke betydninger ligger der i værkerne og deres titel?

CRD: As above, so below er en sætning, som efter sigende er skrevet af den mytiske græske figur Hermes Trismegistus. Sætningen stammer fra alkymiens okkulte tekst Tabula Smaragdina (Smaragdtavlen), som er dateret til ca. 800 efter vor tidsregning.
As above, so below er tanken om dét ene, der ligger bag alt, som handler om at nå dybere ind i en både fysisk og åndelig erkendelse af altings ophav. Spejlingen mellem lys og mørke, og mellem himmel og jord i mine malerier handler på en måde om at finde sammenhængen mellem de forskellige dimensioner og om at skabe et møde mellem det materielle og det spirituelle. I dag kan vi også bruge teksten til at forstå vores situation lige nu. Hvordan skal vi være i verden, hvordan skal vi leve, og hvordan kan vi ændre og lære af vores nuværende situation? Jeg tror, vi lærte en del af pandemien. Vi vendte os mod nogle andre værdier. Og blev opmærksomme på det nære, men også på naturens betydning. Begge dele kræver nærvær.

CL: Er dine landskaber fra specifikke steder?

CRD: Nej, mine landskaber er ikke ’rigtige’ landskaber. Men forlæggene er mine egne fotografier fra steder, hvor jeg har været. Det er vigtigt for mig, at jeg kender de steder, som jeg maler. Men landskaberne kan være ethvert landskab. Alle landskaber samlet i et. Landskabet er magisk, for i mødet står vi over for noget, som er så meget større end os, som man virkelig kan fortabe sig i. Det indeholder alt.

CL: Udstillingen vises på Museet for Religiøs Kunst. Hvordan synes du, at dine værker på udstillingen taler ind i livets store spørgsmål eller ind i det religiøse, som jo er museets felt?

CRD: I vores del af verden har der altid været en opfattelse af, at det var os mennesker, der fik overdraget jorden af Gud, og på den måde fik vi lov til at råde over naturen. Og det er jo en tankegang, som findes i den kristne skabelsesberetning, som beskriver, at mennesket er skabt i Guds billede og er sat til at herske over naturen. Det her med at sætte mennesket i centrum er ligesom noget, vi bliver skolet til, fra vi er helt små. Der er selvfølgelig forskellige tolkninger. Nogle mener, at mennesket har fået et ansvar over for naturen, og at vi ikke bare er herskere, men at vi er hyrder på jorden.

CL: Så man kan måske sige, at dine landskaber på en eller anden måde forholder sig til skabelsesberetningen på et helt overordnet plan?

CRD: Jeg tror helt grundlæggende, at vi er nødt til at opgive vores overbevisning om, at vi er ’over’ andre væsener. Det er et afgørende kendetegn ved vores tid, og den situation, vi står i lige nu, tvinger os til at ændre vores ide om, hvad det vil sige at eksistere – om, hvad Jorden er, og om, hvad samfundet er. Filosoffen Timothy Morton (f. 1968) mener, at alle væsener er indbyrdes afhængige, og spekulerer i, at alt i universet har en slags bevidsthed, fra alger og planter til mennesker og endda til ting. Han hævder, at mennesker er cyborger af en slags, da vi består af alle mulige ikke-menneskelige komponenter; og han kan godt lide at påpege, at netop de ting, der angiveligt gør os til os, vores DNA, indeholder en betydelig mængde genetisk materiale fra vira.

CL: På udstillingen viser vi også værket The Cross, 2021 med den korsfæstede Kristus. Et meget klassisk motiv med en lang ikonografi bag sig. Jeg bider mærke i, at vi faktisk ikke ser et kors, men alligevel er man ikke i tvivl om, at den næsten svævende figur, der synes at ville beskueren noget, er Kristus på korset. Hvad var dine tanker bag det værk?
CRD: Ja, det er rigtigt, at jeg har en lille skitse med på udstillingen, hvor armene på figuren ligesom danner en form for kors. Vi er så vant til at se et kors, at vores hjerne drager sine egne slutninger lynhurtigt. Korset er et stærkt symbol, men det er også fuldt af modsætninger.

CL: Hvilke modsætninger forbinder du med korset?

CRD: Jamen bare for at gå helt konkret til værks, så kommer ordet kors fra det latinske ord crux, som også kan betyde selvmodsigelse. Korset symboliserer jo kristendommen og med dén lidelse og død, men også frelse og opstandelse.

CL: Du har et billede med af en svane. Har svanen en særlig betydning for dig?

CRD: Svanen er et meget personligt symbol for mig, og jeg har malet en del svaner i de seneste år. På min fars gravsten er der også malet en svane. Siden jeg var helt ung, har jeg læst Rainer Maria Rilke, og jeg elsker det her digt, hvor han sammenligner svanens lidt akavede vaklende gang med vores svære gang i livet. Svanemetaforen er fantastisk. Det klodsede ved at dø viger for skønhed, ynde og løsrivelse. Efter at have ’arbejdet os igennem’ de sidste ting, kan vi til sidst give slip og lade os glide ned i vandet.

Svanen

Disse trængsler, som bundet at gå frem
tynget mod det endnu ugjorte,
ligner svanens ubehjælpelige gang.

og det at dø, dette ikke mere at fornemme
denne jord, hvor vi står,
ligner dens ængstelige læggen sig til ro:

i vandet, som blidt tager imod,
og som under den, lykkelig og ærefrygtig,
bølger, frem og tilbage;

mens den, uendelig stille og sikkert,
altid myndig og majestætisk,
og fredfyldt glider ud.

– Rainer Maria Rilke