Som en af de få har billedkunstner Cathrine Raben Davidsen besluttet sig for at stå helt uden gallerist. Det kræver en særlig stamina og en vedholdende tro på sig selv – blandt andet når krisen kradser. Selvom hun tvivler hver eneste dag, har hun en stærk fornemmelse af, at hun står et meget stærkt sted netop nu – med sit maleri.

”Jeg føler, at det først er nu, mit værk virkelig er ved at samle sig. Jeg kan mærke det med mine nye landskabsmalerier. Det har krævet mange års arbejde at blive moden. Mine malerier taler et stort sprog, jeg har noget på hjerte, og jeg ved, at jeg kan male røven ud af bukserne på de fleste. Jeg tror på skæbnen, og at det ikke nødvendigvis behøver at blive i Danmark, at jeg får et galleri i fremtiden, hvis overhovedet. Men jeg binder ikke min lykke op på det, for jeg ved også, hvor meget det kræver at gå ind i det game,” siger Cathrine Raben Davidsen.

Jeg sidder i Cathrine Raben Davidsens værksted i indre København. Vi har et bord med to kopper imellem os, som hun selv har formet i sit keramikværksted, der ligger et par gader derfra. Hun er sådan én, der kigger sin samtalepartner direkte i øjnene, men med spor af en overbygning, der giver indtryk af, at hun ved, jeg er ved at gå på strandhugst i hendes liv og virke. Så hun passer på sig selv. Har integritet. Hun er ellers meget generøs, viser sit værksted frem midt i sin proces, dykker ned i skuffer og hiver værker frem, som hun beholder for sig selv, og har sagt ja til at tale om, hvorfor hun har valgt at stå alene og uden galleri i de sidste syv år.

Jeg har besøgt hende samme sted, lige før hun tog sin beslutning om at forlade sin gallerist, Martin Asbæk, som hun havde været tilknyttet, siden hun dimitterede fra kunstakademi i 2003. Der er sket en del. Det er som om, hun er solidt favnet af sine værker. Her er kommet flere arkivskabe ind, ja så mange, at hun har godt over 400 forskellige litografier arkiveret, lavet over de sidste 20 år, som hun skal vise et udsnit af på soloudstillingen ”Grafik”, der åbner på Kastrupgårdsamlingen til februar. På gulvet står meterhøje keramiklampefødder i Yves Klein-blå, som bliver solgt i high end design-gallerier i USA og Italien. Det myldrer med unika keramik, og så er hun i gang med nogle malerier, som sætter en fed streg under det faktum, at hun kan male røven ud af bukserne på de fleste, og at noget nyt er under opsejling. Hendes hidtidige værker, der næsten altid har indeholdt uudgrundelige væsen-lignende skikkelser, er for en stund forsvundet. På et gigantisk maleri er et landskab, hvis forlæg er et af hendes egne fotos fra en kyst tæt ved Hallandsåsen, hvor hendes sommerhus er.

Jeg tænker straks på Mamma Andersson, og det har Raben Davidsen også gjort – samt Edvard Munch og Peter Doig. Gennem hele sit virke har hun lænet sig op ad kunsthistorien.

”Maleriet er et sprog med en kæmpe bagage. Der er ikke ret mange, der mestrer maleriet, ofte fordi de glemmer, hvad der ligger før dem. Det synes jeg, man skal være bevist om og kunne tale til. På det seneste har jeg nærstuderet Munch, som har lavet nogle fantastiske landskaber. Der er en anden frihed i landskabet.”

Hendes landskaber er så suggestive, at jeg har lyst til at bade i dem – eller spise dem. Det bliver interessant at følge, hvor hun bringer de nye værker hen. Navnlig fordi, hun helt selv tager sine beslutninger om, hvad der skal placeres hvor.  Men hvad med de perioder, hvor tvivlen raser, eller man går helt i stå? Er det ikke der, det er vigtigt at have en gallerist, der kan komme forbi og banke på døren?

”Jeg går aldrig i stå. ”

Tvivler du heller aldrig?

”Jo, hele tiden. Det er min drivkraft. Jeg er ekstrem dårlig til at sammenligne mig med alle mulige, men jeg kommer hurtigt over det igen. Og så har jeg alt muligt andet, jeg kan kaste mig over. Jeg har slet ikke tid til at gå i stå. Noget, der virkelig kan få mig ud af kurs, er, hvis malerierne ikke går så godt, men jeg har lært at være god mod mine værker og god mod mig selv. I ”Kunstnerkolonien” (DR”-program fra 2020, red.), blev det virkelig spejlet, hvordan jeg tvivler i processen, men det er også fordi, jeg hele tiden prøver at komme nye steder hen.”

Hvem læner du dig så op ad undervejs?

”Mange har en romantisk forestilling om, at galleristen sidder og nusser én på ryggen, men en gallerist har jo 30-35 kunstnere. Min fornemmelse er, at der er mange kunstnere, der står alene med deres værker, selvom de har en gallerist. Op til min beslutning om at stå selv, snakkede jeg med mine venner i forretningsverdenen, der sagde, at man aldrig skal gå fra et job, hvis man ikke har et andet, men jeg kunne ikke lide at gå bag om ryggen på Martin. Vi var ikke uvenner. Jeg har aldrig været drevet af pengene, men har bare en frihedstrang.”

Hvad med rådgivningsdelen?

”Jeg har fire ansatte, der hjælper mig med at svare på mails, fremviser og registrerer, og som jeg også har en sparring med. Når jeg så udstiller, som jeg senest gjorde med Collaborations, har jeg et tæt samarbejde med dem. Og så bruger jeg stadig Claus Hagedorn-Olsen, som er én af de museumsdirektører, der har samlet på mine værker siden min begyndelse og inviteret mig til at udstille flere gange. Jeg har i det hele taget været heldig og har haft museumsudstillinger mindst hvert andet år siden min begyndelse. Og så har jeg Niels Bastrup, den tidligere kreativ direktør for Royal Copenhagen, som jeg har arbejdet sammen med i mange år, mine venner og min mand, Jens, der godt nok er øjenlæge, men han er meget involveret i det strategiske.”

Der er så mange ting, jeg ikke er

I dag er der kø til hendes værker, inden de er opstået, og hun indgår i samlinger som Statens Museums for Kunst, Clay, Ny Carlsbergfondet og Horsens Kunstmuseum. Hun er god til at markedsføre sig og har blandt andet et netværk i mode- og magasinbranchen, fordi hun i kort tid arbejdede som stylist. Men helt grundlæggende mener hun, at held og timing er afgørende.

”Der er sindssygt mange talentfulde kunstnere, der slet ikke kommer frem. Jeg vil tro, at omkring fem procent af de kunstnere, jeg gik med på akademiet, lever af deres kunst i dag.”

Værdien i at læne sig op ad et anerkendt galleri, hvor kunstnere tager farve af respekten for galleristen og de kunstnere, der ellers er i stald, var normen i begyndelsen i 00’erne og også afgørende for Raben Davidsen. Navnlig fordi hendes værker blev udsolgt ved hendes første udstilling hos Martin Asbæk i 2006, og derfra tog det fart. I dag mener hun, at det kan lykkes på helt andre platforme som Instagram.

”Der er rigtig mange kunstnerdrevne steder, og kunstnere er blevet dygtige til at formidle deres kunst. Den dér gammeldags idé om, at en kunstner står sky i et værksted og overhovedet ikke kan tale om sine værker, gælder ikke kun. Der er mange måder at være kunstner på i dag.”

Selv har hun aldrig været blandt dem, der har hængt højtråbende ud i miljøet, for at skabe de rigtige kontakter.

”Hvis jeg virkelig vil ind i et udenlandsk galleri, så skal jeg flytte til Berlin, Paris eller New York. Jeg skal være et udadvendt menneske, der skal gå til ferniseringer konstant, og det er jeg bare ikke. Der er så mange ting, jeg ikke er. Jeg vil gerne have mange frugtbare samarbejder og være mig selv, som jeg altid har været. På akademiet var jeg en total enspænder og fik børn undervejs. Jeg har aldrig været god til at gå med på barer til klokken fire om natten og komme med på alle mulige gruppeudstillinger, fordi jeg var venner med dén og dén.”

I stedet kan hun godt lide struktur, og der hersker en sær grad af orden i hendes atelier med en snorlige linje mellem hendes kontor, hvor der ikke er én malerklat at spore på dørgreb eller det blanksorte terrazzo-gulv, mens der inde på den anden side er træplader på gulvet og et anderledes frirum til at sjaske med maling.

”Jeg er ikke nem at bide skeer med, for jeg ved godt, hvad jeg er værd. For mig handler det om at finde nogle mennesker, jeg godt kan lide, og hvor der er gensidig respekt og de forstår mit værk. Jeg føler, jeg måske har været lidt umoden tidligere. Det er først nu, mit værk virkelig er ved at samle sig.”

En måde at holde det i skak er ved at fordybe sig i maleriet tre faste dage om ugen, hvor hun ikke foretager sig andet. Tirsdag til torsdag.

”Hvis jeg har bare én aftale på de dage, bliver jeg hylet ud af den. Det er jo et arbejde, der kræver mit nærvær, jeg er nødt til at føre penslen ordentligt. Men jeg elsker at være her alene, så hører jeg podcast og musik og føler mig heldig at have sådan et job. Og så kan jeg godt lide at holde møder og blive forstyrret og lave andre ting de andre dage. Hvis jeg skulle stå og male hver dag, ville jeg sgu nok blive skør.”

Til februar har Cathrine Raben Davidsen en soloudstilling på Kastrupgårdsamlingen og skal medvirke på en gruppeudstilling på Museet for religiøs kunst i Lemvig, og arbejder løbende på værker til en soloudstilling, som hun skal have samme sted i 2022.

Dette interview blev bragt i Berlingske den 21 November 2021. Link til interviewet her