Medusas mange ansigter
By Stense Andrea Lind-Valdan
August 2022

Man kan godt få lidt højdeskræk, når man beskæftiger sig med Cathrine Raben Davidsens oeuvre. Hvis hun var en fugl, ville man måske lægge hende i rede med kunstnere som Judith Ström, Kathrine Ærtebjerg og Julie Nord. Alle er de i hvert fald udklækket fra kunstakademiet i København omkring de tidlige 00ere. Ligesom disse har hun også siden haft en højtflyvende karriere med heftig udstillingsaktivitet. Hendes værker er i flere store institutioners samlinger. Føj tildeling af utallige store priser og legater dertil og er det stadig ikke bevinget nok, så nå ja, i 2015 blev hun slået til Ridder af Dannebrog.

Ud over grafik arbejder Raben Davidsen, født 1972, med blandt andet keramik og maleri. Hendes værker er smukke på en måde – der for en som mig, opdraget i efterdønningerne af 80ernes mere hårde, konceptuelle kunstideologier – kan virke næsten skamfuldt at elske. Måske er det delvist derfor, Raben Davidsens arbejde, på trods af succesen, ofte går lidt under radaren. Det er svært at sætte en finger på hvordan, men for eksempel er dette den første anmeldelse dedikeret alene til hende på Kunstkritikk. Til sammenligning har Tal R mindst tre soloanmeldelser. De fløj fra kunstskole-reden med tre års mellemrum.

Så lad mig komme til sagen. Cathrine Raben Davidsen: Grafik 1998-2022 er organiseret af Kastrupgårdsamlingen, Vejle Kunstmuseum og Vendsyssel Kunstmuseum, hvor den befinder sig nu. Næste stop er Vejle.

Det første værk er placeret lige uden for indgangen til udstillingen. En kæmpestor kultegning, Medusa, 2022. Udstillingens eneste tegning. Motivet lyser op på den helt mørke baggrund: En gigantisk gople – en medusa på græsk og latinske sprog – med lange, snoede arme og tentakler og et svulmende, klokkeformet hoved. Introteksten, der hænger ved siden af, klassificerer Raben Davidsens arbejde som feminint; umiddelbart bliver jeg overvældet af værkets fallosagtige potens. Tegningen forekommer mig nærmest at være en vogter, der som den græske mytologis Medusa truer med at forvandle mig til sten, hvis jeg ser den i øjnene.

Udstillingen breder sig herfra over en lavloftet sal adskilt i sektioner af midtervægge, for til sidst at munde ud i et lyst, højloftet rum, der har stemning af katedral. Måske er det dramaet i værkerne, der giver mig denne rumlige association, for selve arkitekturen og ophængningen af det omfattende værkudvalg er regulær og uden meget ståhej. Midtervæggene er malet i farver som grumset brun, kraftig orange og sart lyslilla, men det er så også det. Cathrine Raben Davidsen stoler på værkernes immanente styrke. Der er vitterligt intet behov for større iscenesættelse.

Kunstnerens øvrige klassiske uddannelse, blandt andet fra Istituto Lorenzo de’ Medici i Firenze, skinner igennem i motivverdenen. Ligeså gør interessen for biologi, mytologi og alkymi. De fleste værker er litografier, men der findes også monotypier og delikate stregætsninger i udstillingen. Der er tale om ufatteligt godt håndværk, fantastisk smukke tryk i uglebrunlige, smaragdgrønlige, havblålige, rustrødlige farver. Og dyb sort. Værkerne er både mærkeligt tidløse og sitrende fragile. Sat i sten og i flydende bevægelse. Kvindelige ansigter vækker mindelser om den italienske renæssances blide portrætter i profil, bliver til abstrakte strøg og linjer, former, suggestive masser, før de samler sig igen i andet ansigt ved siden af et andet ansigt, ovenpå et andet ansigt, palimpsestagtigt metamorfiske.

Symbolistiske stemninger spreder sig blandt motiverne, som ofte gentages og undersøges på tværs af værkerne. Jeg mærker Gustav Klimts sjæl blandt billederne i udtrykket, i kompositionerne og linjeføringen. For eksempel ekkoer det kendte maleri, Kysset (1908), men også – og måske mere relevant; Beethoven-frisen (1901), den sfæriske udsmykning på Secessionen i Wien, hvor Klimt blandt andet har gengivet de tre søstre, Gorgonerne, hvoraf den ene er: Medusa. Om hende findes mange forskellige skabelsesmyter, men den mest kendte findes nok i Ovids Forvandlinger. Heri straffer gudinden Athene Medusa, fordi Poseidon voldtog hende i Athenes tempel. Medusas smukke krøller bliver til slanger, hun bliver monstrøs, synet af hendes ansigt forstener betragteren.

En kvindesolidarisk fortolkning lyder, at Athene forvandler Medusa for at beskytte hende mod lignende overgreb i fremtiden. Selvom det ikke gør historien lykkeligere. Men måske er der noget om snakken. Jeg læser om bogen Female Rage: Unlocking Its Secrets, Claiming Its Power (1994), at forfatterne i deres research erfarede, at kvinder næsten altid ser Medusa for sig, når de bliver bedt om at visualisere deres egen vrede.

Hvad ser jeg i Raben Davidsens værker?

Udstillingen dækker 30 års værkproduktion, som ikke opsummeres fyldestgørende ved mit fokus på Medusa, hverken i gople-, kvinde- eller mytologisk form. Men jeg ser noget for kunstneren betegnende i Medusas billede. Kvinden med slangehåret, der både fascinerer og forstener, er blød, glat og slimet og som kan brænde, hvis man kommer for tæt på de usynlige trådagtige tentakler, der rækker længere end øjet kan se.

Hvad ser du i Medusas ansigt?

 

Anmeldelsen blev bragt d. 30. august 2022 i Kunstkritikk: du kan læse hele artiklen her