Maleren Cathrine Raben Davidsen dimitterede i 2003 fra Det kgl. Danske Kunstakademi. Hun har haft et meget aktivt udstillingsprogram, primært i Danmark. Senest viste hun nye værker i Aarhusgalleriet Jacob Bjørn med titlen SWOON i 2017, og i 2016 viste hun soloudstillingen Kenosis på Horsens Kunstmuseum.

Cathrine Raben Davidsen er en traditionsbevidst billedkunstner, som ofte finder sine motiver i litteraturen, i den antikke kunst eller i kunsthistorien i bred forstand – hvis ikke i modebladenes idealiserede kvindefremstillinger. Hun sampler frit og meget originalt disse mange visuelle spor og indtryk i sine mangelagede værker, der balancerer mellem distance og dragende mystik, og som kan forekomme som en rebus, man gerne vil finde løsningen på. Ofte ”abonnerer” motiverne også på oplevelser fra hendes eget liv men mest fremtrædende er imidlertid indflydelsen fra renæssancemaleriet, som hun tidligt fik ind i sin kunstneriske praksis. Det skyldes bl.a., at hun lige efter gymnasiet tog til Firenze og gik på et lille, privatdrevet akademi, hvor hun blev undervist af et sydafrikansk par, Rose og Claire, der lærte hende alle de klassiske discipliner inden for maleri, og som den dag i dag er hendes mentorer.

Hele Cathrine Raben Davidsens œuvre er gennemsyret af interessen for den kanoniserede kunst, som udgør et strømførende lag under hendes værker. På den anden side er hun oplagt også en moderne maler, hvis kunst hviler på erfaringerne fra de mange visuelle eksperimenter i det 20. århundredes maleri. I pagt hermed opererer hun med maleriet i det udvidede felt, da hun også tegner og laver keramiske skulpturer, arbejder med tekstil, skaber scenografi og i det hele taget eksperimenterer med alskens materialer, som mødes på fladen, så de danner nye æstetiske formverdener. Materialer, der normalt ikke optræder sammen, indgår i en kemisk, på mange måder uforudsigelig proces i hendes værker på såvel papir som på lærred: Blæk, tusch, akryl, blegemidler, akvarel etc. skaber en visuel ”erosion” på fladen.  Hendes på én gang figurative, stoflige og ekspressive maleri vidner om mange forskellige praksisformer og materialer, og gennemgående er der tale om et meget varieret farvevalg, hvor især den turkise farve – en chakra-farve, der ifølge gammel, indisk lægevidenskab ligger i strubeområdet – spiller en vigtig rolle. Chakraer opfattes her som bestemte energicentre i kroppen, forbundet med nervebaner, der udgår fra rygraden. Sådan har hun selv udlagt det i en samtale med bogens forfatter.

Når man betragter Raben Davidsens værker, kan man få associationer til den verdenskendte, sydafrikanske billedkunstner Marlene Dumas (f.1953), hvis på én gang intense og psykologisk ladede portrætter er beslægtet med Cathrine Raben Davidsens sårbare kvindeportrætter. Men der er også tydelige referencer til renæssances store malere, især Rafael, Tizian og Botticelli, når hendes kvinder dukker frem af tågerne som skumfødte Venus’er. Men navnlig én ting går igen i hendes portrætter, der er frie og associative og ikke nødvendigvis har nogen direkte referencer, nemlig hendes eminente sans for at skildre det menneskelige blik. Noget af det mest komplekse ved menneskets fysiognomi er øjnene. Gennem vore blikke sender vi signaler til vore medmennesker om vores følelsesmæssige tilstand, og vi kan straks se, om et smil er ægte eller ej. Øjnene er sjælens spejl, som man siger, og igennem blikket afkoder vi, om mennesker er kede af det, angste eller glade.  Men Cathrine Raben Davidsens personer kigger hyppigst indad – i en kontemplativ dvælen – men man oplever tydeligt deres ”state of mind” og genkender os selv og vores egen sårbarhed i deres blikke.

Cathrine Raben Davidsen har i flere interview (bl.a. på Louisiana Channel, 2016) fortalt, at hun blev kunstner, fordi hun tidligt mistede sin far. Det skete allerede, da hun var 13 år gammel. Da hun dengang ikke kunne tale om sit tab, begyndte hun at udtrykke sin sorg visuelt. Gennem kunsten kunne hun udtrykke alle de vanskelige ting, som hun som teenager ikke havde ord for. Da hun kom i gymnasiet, begyndte hun at tegne ud fra især mode- og designmagasiner for dermed at komme nærmere sin far, der havde været designer.

Værkerne forekommer som metamorfoser i bedste Ovid-forstand. De befinder sig i krydsfeltet mellem abstraktion/ekspression og figuration og mellem maleri og tegning. Hun tegner med kul, men hun opløser samtidig motivet og mætter det med mange lag pastel, pigmenter, akryl, blæk og pastel. Derfor er der denne taktile rigdom, som får billederne til at leve, og som giver publikums øjne noget at græsse af. Motiverne henter næring i en indre feminin og drømmende verden og oscillerer mellem fantasi og virkelighed.

På udstilling efter udstilling har Raben Davidsen kredset om eksistentielle temaer. Ud over de ovenfor nævnte udstillinger gjaldt det også House of the Axe i 2012 i Kunstforeningen GL STRAND. Titlen hentyder til Kong Minos’ labyrint i Knossos på Kreta. Metamorfoser i 2006 på Sorø Kunstmuseum med en klar reference til Ovids metamorfoser og Penelope’s Web i Galleri Martin Asbæk. Sidstnævnte udstilling, der også fandt sted i 2006, henviste til det evighedsarbejde Penelope udførte, når hun om natten optrævlede den kjole, som hun havde vævet på om dagen. Derved vandt hun tid og kunne undgå at blive gift med en af de mange bejlere, der havde anmodet om hendes hånd under Odysseus’ lange fravær.

Et mytologisk tema gennemsyrede også omtalte store soloudstilling Kenosis på Horsens Kunstmuseum i 2016-17. Her kunne man opleve nye værker sammen med enkelte værker af ældre dato. Det græske ord Kenosis betyder ”at blive tømt”. Det henviser direkte til Jesus, der idet han tog menneskelig skikkelse, afførte sin guddommelighed og tog alle de menneskelige egenskaber til sig, samtidig med at han underkastede sig Guds vilje fuldstændigt. Men ordet henviser hos Raben Davidsen til metamorfosen i bred almindelighed. Hendes værker stiller nemlig – med afsæt i den tidlige erfaring fra faderens død – spørgsmål til fx den formforvandling, som døden er, og mellem krop og sjæl og form og ikke form. På den måde balancerer hendes værker mellem det forestillede og det sete eller reelle med andre ord dualiteten i tilværelsen, der pendler mellem lys og mørke, liv og død, væren og intet.

Cathrine Raben Davidsen arbejder intuitivt. Uden nogen forudgående skitser eller planer lader hun processen styre forløbet. Det betyder, at mange værker må kasseres hen ad vejen, men det offer bringer hun gerne for at bruge det, der bliver hende givet undervejs. Dette ikke forudsigelige og overraskende, pludseligt opståede, som hun med årene har lært at håndtere. Tilfældets nådegave, kunne man kalde denne lydhøre proces, der ligesom jazzens improvisationer lade indfald opstå undervejs.

I sine seneste værker tager hun afsæt i fotografier fra medierne. Her forholder hun sig ikke kun til sin egen smerte ved tab – et tab, der i dag ligger langt tilbage i hendes liv – men til de mange tab, som mennesker overalt i verdens mange konfliktzoner lider, i disse år særligt i Syrien som følge af borgerkrigen. Det er stærke sager, som i Raben Davidsens håndtering bliver intime og vækker empati på en måde, som de massemedierede billeder ikke på tilsvarende måde evner at vække.

Som det er fremgået, balancerer Raben Davidsen mellem det antydede og det klart sagte, mellem det udviskede og klart malede. Der er tale om en skrøbelig og æterisk verden, der mere bæres af drømmen end om realitetsprincippet. Som en rød tråd løber en optagethed af forandringer eller formforvandlinger.  Det er hos Cathrine Raben Davidsen som hos Platon, der med sin Timaios-figur fortæller om verdens tilblivelse. Han grundantagelse går ud på, at der er to verdener: den evige og den fysiske. Sidstnævnte er omskiftelig. Den forvandler sig uophørligt og går ofte under. Raben Davidsen synes at lade mennesker og miljøer dukke frem af sine amorfe skyer for øjeblikket efter at trække dem tilbage som et fantomsyn.

Denne tekst er hentet fra bogen: