Metamorfosen under mikroskopet
Et essay om Cathrine Raben Davidsens forvandlede blik på metamorfosen – og om et mangeårigt samarbejde med Carlsberg-institutionerne, som kulminerer i hovedkontorets private rum
Cathrine Raben Davidsen har altid arbejdet med transformationer og metamorfoser. Hendes tidlige værker var ofte inspireret af Ovids Metamorfoser, som kan ses i de store vægmalerier på NIMB i København fra 2008. Malerierne fortæller historien om søstrene Philomela og Procne, der bliver til en nattergal og en svale for at overleve store traumer. Men i takt med at Raben Davidsen har udviklet sig som menneske, har hendes arbejde med metamorfosen ændret sig fra at være dybt personligt til at være mere alment.
Det blev meget tydeligt i udstillingen Dark Matter på Horsens Kunstmuseum i 2019/2020, hvor hun præsenterede fem kobberraderinger. Alle fem raderinger havde fællestitlen Prima Materia. Men derudover havde de hver deres undertitel: Hydra, Ovarian Follicles, Hydra Polyp, Infected Cells og Fungi. Her præsenterede Raben Davidsen os for det usynlige liv fra ferskvandspolyppen (Hydra og Hydra Polyp) og kvindens æggeblærer (Ovarian Follicles) til de syge celler (Infected Cells) og svampens rige (Fungi). Gennem Raben Davidsens mikroskop kunne vi ved selvsyn se vores egne og naturens celler, hvor alt liv er under konstant forandring.
Som en af de første herhjemme fulgte hun en international tendens, hvor kunst og videnskab smelter sammen. Men hvor man i udlandet ofte anvendte skærme, virtual reality eller 3D-animationer, gjorde Raben Davidsen noget andet. Hun valgte kobberradering og insisterede på at vise os videnskaben via det langsomme, menneskelige håndværk.
Emnerne var de samme, som hun altid har arbejdet med: liv, død, tab og sårbarhed. Men ved at give de mikroskopiske celler små ansigter, mindede hun os om, at den konstante forandring, vi ser i et laboratorium, er den samme forandring, vi gennemgår i vores eget liv. Dermed var vejen banet til samarbejdet med Ny Carlsbergfondet, som bevilgede den kunstneriske udsmykning til Carlsberg Akademiets Vinterhave, hvor Raben Davidsens nye, biologiske blik passede perfekt ind.
Fra sagn og myter til celler
Tail Eater er titlen på et af de værker, som viser Cathrine Raben Davidsens egen metamorfose fra makrokosmos til mikrokosmos allermest tydeligt.
Tail Eater er et litografi fra 2020, hvor Raben Davidsen blander sagn og celler sammen i et og samme værk. Det viser et hvirvlende væsen med et menneskeansigt, der minder om dem fra hendes tidligere mytologiske værker. Dette væsen lukker sig om sig selv for at bide sig selv i halen, mens der rundt om svæver finurlige “skabninger”, der er fuldstændig identiske med kobberraderingen Prima Materia (Hydra Polyp) fra Horsens Kunstmuseum - altså celler forstørret af et mikroskop.
Men litografiet Tail Eater blev ikke bare skabt ud af den blå luft. I sommeren 2019 igangsatte Carlsbergfondet et omfattende restaureringsarbejde af Carlsberg Akademi. I den forbindelse blev Raben Davidsen – via en bevilling fra Ny Carlsbergfondet – engageret til at skabe kunstværker til Vinterhaven, og i forlængelse af det arbejde skabte Raben Davidsen værket Tail Eater.
Tail Eater (hale-æder) refererer direkte til det alkymistiske symbol “Ouroboros”, som repræsenterer den evige cyklus, hvor slutning og begyndelse smelter sammen. En evig cyklus, som ikke kun findes i gamle sagn og alkymiens symboler. Nej, den findes også i biologien – en naturvidenskabelig forskning, som Carlsbergfondet har støttet lige siden 1876. Her resulterede forskningen blandt andet i et interessant gennembrud i 1985, da forskerne opdagede et protein, som konstant kan ændre sin fysiske form for at kunne “støbe” kroppens rigtige byggesten og dermed blive ved med at holde vores krop i live. Både den fondsstøttede forskning og Raben Davidsens kunstneriske blik undersøger det samme grundvilkår – de biologiske celler, der muterer og ændrer sig for at holde organismen i live.
Cathrine Raben Davidsen ramte tilsyneladende så perfekt med Tail Eater, at Ny Carlsbergfondet købte et eksemplar af litografiet og donerede det til Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Dermed blev netop dette tryk trukket ud af det offentlige rum og låst inde bag selskabets døre. Offentligheden har kun haft mulighed for at stifte bekendtskab med Tail Eater, fordi andre eksemplarer har været vist frem – som da Kastrupgaardsamlingen viste litografiet på udstillingen Grafik i 2022, hvor jeg fik set værket.
Kontrol over biologien
Emil Christian Hansen er navnet på manden, der har gjort det muligt for bryggerier i hele verden at brygge øl, som altid har den samme identiske smag. Det kan lade sig gøre på grund af et langvarigt forskningsprojekt på Carlsberg Laboratorium, som beskrives i Strandberg Publishings udgivelse Fra gær til galakser.
Carlsberg Laboratorium blev etableret af Carlsbergs grundlægger, J.C. Jacobsen, som ønskede at forstå øllets sammensætning. Emil Christian Hansen havde fra han var ung arbejdet med svampe, og på Panums Laboratorium undersøgte han de mikroorganismer, der påvirker gæringen. J.C. Jacobsen gav støtte til Hansen, som også endte med at blive leder på Carlsberg Laboratorium.
Det store gennembrud kom i 1883, hvor det lykkedes Emil Christian Hansen at rendyrke en robust gær, som sikrede, at hvert bryg smagte som det forrige – dermed var det slut med den såkaldte “ølsyge” på grund af forurenede gærceller.
Da Cathrine Raben Davidsen udstillede sine fem kobberraderinger med fællestitlen Prima Materia på Horsens Kunstmuseum i 2019-2020, skabte hun et fascinerende modsvar til Carlsberg Laboratoriets forskning. Men hvor laboratoriet kontrollerede cellerne under skarp kontrol i sterile miljøer, gik Raben Davidsen en anden vej med sine værker.
Hendes celler lever i et kaos af ridser og anden “støj” fra syrens ætsninger på metalpladerne, der blev brugt til trykning af værkerne. Og som modsvar til forskningens kliniske univers har hun i flere af værkerne givet cellerne menneskeansigter, som ville hun sige til os, at cellerne også udvikler sig i det virkelige liv og i vores kroppe - og ikke kun under forskernes mikroskoper.
Det sårbare liv
Men ikke alt er den rene idyl. I bogen Fra gær til galakser fremgår det, at Carlsbergfondet har støttet Ole Maaløes forskning fra 1962-1980. Maaløe ville undersøge, hvordan vores celler vokser, deler sig og forsvarer sig, og netop hans forskning var med til at afdække, hvordan bittesmå antenner på overfladen af vores celler ændrer form, når de modtager signaler, og hvordan fejl i disse signaler fører til betændelse og sygdom. Forskningen viste, hvordan infektioner opstår og udvikler sig, og hvordan bakterier kan blive resistente over for antibiotika.
Man kan også læse, hvordan Carlsbergfondet har støttet forskning, som har haft afgørende betydning for, hvordan vi forstår udviklingen af overvægt, kræft, arvelige sygdomme og kroniske betændelsestilstande.
Forskerne så altså en krigszone mellem bakterier, vira og andre mikrober. De zoomede ind på kræftceller, syge bakterier og fejl i kommunikationen mellem vores celler og stemplede det som “unormale strukturer”, der skulle bekæmpes og tæmmes.
Men endnu engang viser Cathrine Raben Davidsen os noget andet; hun viser os det eksistentielle drama. I kobberraderingen Prima Materia (Infected Cells) fra udstillingen Dark Matter på Horsens Kunstmuseum, “fryser” hun de syge celler under angreb for øjnene af os. Dermed viser hun os, at cellernes mutationer og fejl er en uundgåelig del af et levende og skrøbeligt menneskeliv. Hun viser os den samme unormale struktur og det syge liv, forstørrer det op på kunstens flade og minder os om, at biologiens kaos og fejl ikke kan renses ud af det at være menneske – det er vores fælles grundvilkår. Dermed retter kunsten ikke fejlen, men lader os mærke den, så vi forstår vores eget forfald.
Lige dér opstår det interessante paradoks: At man på Carlsberg Laboratorium i 1883 opfandt metoden til at fjerne det syge og urene, mens Cathrine Raben Davidsen – som via en bevilling fra Ny Carlsbergfondet er blevet bragt ind for at udsmykke fondets private rum– insisterer på at tegne det syge og sårbare menneskeliv frem.
Bronzens historie og kunstnerens metamorfose
Hvis bronzen kunne tale, ville den have rigtig meget at fortælle. Det har forsker Helle Vandkilde været med til at vise, blandt andet med støtte fra Carlsbergfondet.
Bronzen prægede håndværk, magt og symboler og bandt mennesker og egne sammen på nye måder. Den var tegn på status, identitet og forbindelser i Europas tidlige historie, og bliver ved med at tale til os den dag i dag takket være Vandkildes studier. Hun har været med til at afdække, hvordan bronzealderens nye metal har forbundet Skandinavien og Middelhavsområdet, men også bronzens veje til både Asien og Papua Ny Guinea i Stillehavet.
Med andre ord forbinder bronzen fortid, nutid og rå natur, og netop naturens rå elementer bliver bragt i spil, når bronzeværker bliver skabt. Her bliver grundformen til krukkerne først drejet op i ler, hvor kunstneren former og ridser sine motiver direkte ind i det bløde ler. Ud fra lermodellen skabes en kopi i voks, som danner grundlag for selve bronzeafstøbningen, hvor den mere end 1000 grader varme og flydende bronze hældes i. Når metallet er størknet, slås formen i stykker, og det rå bronzeværk står tilbage.
At Cathrine Raben Davidsen i perioden 2020-2026 vælger at lave kunstværker i bronze, er blot en udvidelse af hendes egen metamorfose som kunstner. Men hvor oldtidens mennesker støbte bronzen om og begravede den i jorden som offergaver, blev Raben Davidsens bronzeværker – via bevillinger fra Ny Carlsbergfondet – en del af hverdagen i Carlsberg Akademiets Vinterhave og senere også på Carlsbergfondets hovedkontor.
Opstigende morgenrøde i Vinterhaven
Første gang Cathrine Raben Davidsen skabte værker i bronze, var da hun i 2020-2021 skabte 16 krukker til Carlsberg Akademiets Vinterhave. De 16 krukker måler henholdsvis 75 x 75 og 90 x 90 cm og fik titlen Aurora Consurgens, som betyder opstigende morgenrøde.
I en video på Vimeo fortæller Raben Davidsen om arbejdet med krukkerne, som tog mere end to år. Hun fortæller, hvordan hun bearbejder krukkerne, hvordan de støbes, og hvordan hun bruger patinering i form af syrer, baser og ild som en form for maling. Hver krukke er derfor unik, både i dekoration og farve.
Dekorationen på krukkerne er inspireret af en alkymistisk tekst fra middelalderen og ur-gevækster - en form for tang, der er så gammel, at den ikke kan tidsbestemmes. Endnu engang benytter Raben Davidsen naturen, som igen bliver menneskeliggjort med små ansigter - hvilket tydeligt kan ses på videoen.
Raben Davidsens ‘ærinde’, som hun kalder det, var at skabe en forbindelse til naturen og dermed give beskueren en mulighed for at tænke over vores ophav. Ringen sluttes med placeringen i Vinterhaven, hvor krukkerne bliver ét med træerne, som er plantet i dem. Dermed bliver værket ved med at gro og vokse.
Kulminationen på samarbejdet
Hvor værket Aurora Consurgens med de 16 krukker i Vinterhaven er delvist tilgængelige for offentligheden via videoen på Vimeo, findes der desværre kun billeder af bronzeværkerne Prima Materia, som er den foreløbige kulmination på samarbejdet mellem Cathrine Raben Davidsen og Ny Carlsbergfondet.
Titlen Prima Materia - et begreb fra alkymien - betyder den første substans og refererer til oprindelsen, hvorfra alt liv opstår. På Raben Davidsens hjemmeside fremgår det, at værket refererer til Carlsberg Laboratoriets gennembrud i 1883, hvor det lykkedes Emil Christian Hansen at isolere gærcellen.
Værkerne består af to bronzerelieffer, der hver måler 320 × 160 cm, samt tre store bronzekar med motiver inspireret af celler, vækster, gær og mikroorganismer - altså det usynlige liv under mikroskopet. Alkymi, kunst og videnskab går dermed op i en højere enhed.
Som en ekstra dimension er de tre bronzekar plantet til med planter, skabt i papir af kunstneren Louise Moestrup. Som altid er der intet af det, Raben Davidsen arbejder med, der er tilfældigt. Så selvfølgelig er der en dyb symbolik i de tre papir-gevækster, som Moestrup kalder dem:
Kobberbøgen: Repræsenterer livets cyklus og menneskets eksistentielle søgen.
Giftskarntyden: En ekstremt giftig plante, der symboliserer prisen for viden og den indre frihed.
Gedepilen: Symboliserer det spirende liv og modstandskraft, regenerering og håb.
Cathrine Raben Davidsen formår endnu engang at bruge sine værker til at vise det sårbare og skrøbelige menneskeliv. Men denne gang desværre uden direkte adgang for den brede offentlighed på Carlsbergfondets hovedkontor.
Dørene åbner sig
Jeg står foran Carlsbergfondets hovedkontor på H.C. Andersens Boulevard i København. Døren går op. Arkitekt Gert Jørgensen tager imod mig. Jeg skal se Prima Materia med mine egne øjne.
Gert spørger interesseret ind til mig og min baggrund, imens vi går op ad trappen og over til garderoben, hvor jeg kommer af med mit overtøj. Først da jeg vender mig om og ser ned mod hoveddøren, opdager jeg, at vi netop er gået forbi Prima Materia, helt uden at jeg lagde mærke til det. Dér var de.
Men forud for det var der tænkt mange tanker, og mange opgaver var blevet udført, inden de enorme bronzeværker fandt deres endelige plads.
Prima Materias vej fra Roskilde til København
I august 2023 købte Ny Carlsbergfondet en udsmykning i bronze og papir til placering på Carlsbergfondet. Cathrine Raben Davidsen er kunstneren, der skal skabe værket.
Arbejdet går i gang, og ifølge Gert Jørgensen er værkerne det største format, som Bronzestøberiet Peter Jensen i Roskilde havde kapacitet til. Det krævede ekstraordinært udstyr at få værkerne på plads i domicilet, hvor et team brugte det meste af en weekend. Først skulle der bygges en rampe fra fortovet og videre op ad trappen på fondets hovedkontor, så man kunne transportere værkerne ind i hallen. De to bronzerelieffer, som skulle hænge på hver sin side af trappen i hver deres afblændede døråbning, blev efterfølgende løftet op via en kran i lokalet på bagsiden af døråbningen. Reliefferne blev hægtet fast på specialfremstillede ophæng. Først da det sagde “klik”, kunne alle ifølge Gert ånde lettet op, for som han også sagde, så “ville det gå grueligt galt, hvis de ikke sad fast”.
Den sidste del af værket består af tre bronzekar plantet til med Louise Moestrups papir-gevækster, som jeg beskrev tidligere – og antallet tre er selvfølgelig ikke en tilfældighed. De to bronzekar står forrest på trappeafsatsen i hver deres side. Det sidste kar er trukket lidt længere tilbage i rummet og er placeret nær væggen lige op ad det ene bronzerelief. Ifølge Gert et helt bevidst greb for at skabe “spænding” i rummet. Først da alle dele af værket var sikkert på plads, blev der sendt bud efter Cathrine Raben Davidsen, som kom forbi og så det endelige værk, der i foråret 2026 fandt sin endelige plads på fondets hovedkontor.
Det perfekte match
Endelig at stå foran Prima Materia på Carlsbergfondets hovedkontor er intet mindre end fantastisk. Hoveddøren er stor og overvældende, den hvide marmortrappe er bred og pompøs. Loftet er smukt dekoreret med grønne bladranker og guldbemaling på lys baggrund, på væggene er der marmor kombineret med marmorering i gråt, brunt og gult, og over det hele hænger en lysekrone i gyldent materiale med hvide skærme.
Bronzereliefferne er oplyst via små spots i gulvet. Ifølge Gert Jørgensen et helt bevidst valg, da det fremhæver lys og skygger i strukturen, samtidig med at blanke og matte overflader træder mere tydeligt frem. Både relieffer og bronzekar viser celler, vækster og mikroorganismer som organiske former, der under et mikroskop forstørres op i kæmpe formater.
Op ad bronzekarrene vokser Louise Moestrups papir-gevækster fulde af liv, og går man helt tæt på, er hvert eneste lille blad, knop og blomst et lille kunstværk i sig selv. Hvert et blad har flere nuancer, og knopper og blomster varierer i form og størrelse. Papir-gevæksterne er ifølge Gert tænkt ind, så bronzekarrene får højde og fylde i rummet – så endnu et helt bevidst valg for at få kunstværk og lokale til at komplementere hinanden på allersmukkeste vis.
Paradokset
Som autodidakt kulturformidler var det en drøm at kunne afslutte mit essay ved at se kulminationen på mange års samarbejde mellem Cathrine Raben Davidsen og Carlsberg-institutionerne. Både fordi Prima Materia fortæller om Raben Davidsens udvikling som kunstner, en udvikling jeg har fulgt gennem rigtig mange år, men måske allermest fordi værkerne rører mig dybt. De viser mig livet i alle dets faser og minder mig om at værdsætte det hver eneste dag, da det er så sårbart og hurtigt kan ændre sig 180 grader for hver og én af os.
Det eneste, jeg kunne håbe, er, at så fantastisk kunst ikke kun kan opleves af de få indviede i ganske særlige tilfælde. Lige dér opstår det dybe, kulturhistoriske paradoks: At Carlsberg Laboratorium i 1883 dedikerede sine store videnskabelige gennembrud – som Emil Christian Hansens isolering af gærcellen – til at blive delt frit med hele verden. Mens den monumentale samtidskunst, der hylder selvsamme forskning, i dag er placeret i et domicil, som fondet deler med Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Værkerne opleves af medarbejdere og de mange forskere, der gæster husets møder og symposier, men det store publikum udelukkes.
Selvom det vækker en uundgåelig refleksion i forhold til Ny Carlsbergfondets smukke formål om at virke til bedste for kunsten i stifternes fædreland, anerkender jeg fuldstændig den daglige funktion af en lukket arbejdsplads og et videnskabeligt selskab. Af den årsag er jeg dybt taknemmelig for, at de åbnede dørene for mig, så jeg kan bringe Prima Materia og dens overvældende skønhed videre ud til jer.