By Charlie Fox
June 2017

The artist book SWOON – A Play for Cathrine Raben Davidsen is written by the English writer Charlie Fox and in the book, the drawings and paintings of Cathrine Raben Davidsen are juxtaposed with both lyrical and musical works, drawing in this way threads between different artistic expressions through the themes of life, death and identity. All created in Charlie Fox’s own distinctive form.

Charlie Fox is a writer who lives in London. He was born in 1991. His work has appeared in many publications including frieze, Cabinet, Sight & Sound, ArtReview, The Wire and The White Review.


Every artist is a vampire, feeding greedily on the past to create a revelation for the present. In Davidsen’s pictures, everything’s transforming— which is what’s afoot out there, now… Things are shape-shifting.





VLAD, two ghosts in black cloaks with Expressionist white faces, shocks of black hair and blood red mouths.

KASPAR, a boy equipped with gold wings.


Night. LUCY’s bedroom. Dim eerie light from a lamp. A projector throws pictures and footage onto the wall, currently showing a line from John Ashbery: ‘The present, made up like a cadaver.’ LUCY sits on her bed, KASPAR stands, listening, mute.


LUCY: When I was still alive, I had such terrible dreams. Boys with animal heads jumped out of the dark, carcasses lay under my bed like sleeping parents, bound together with blood red cloth. I’d yell to someone, ‘Come quick!’ But I was always alone, nobody came. Suddenly the room was full of smoke and all the faces were dissolving slowly. And I’d think, I’m not in a Twilight Zone rerun, soon I’ll wake up and it will be morning. But I don’t know if I really had those dreams at all now. Perhaps, once upon a time, they were pictures I saw.

Davidsen’s painting of the two entwined figures from Kenosis appears projected on the wall, the purple sheet rolling over them like a cloud of smoke. KASPAR exits. VLAD enters and sits across from her, bringing books and catalogues.


VLAD: Sorry, I’m late, honey, I was appearing in Kansas: a mutt back from the dead.


LUCY: No biggie, transformation is in the air this evening.


VLAD: Another nocturnal reverie on Ms. Davidsen? I’ve got notes by the tonne.


LUCY: Can’t get her pictures out of my head.


VLAD: But what’s her attraction for a ghoul?


LUCY: Oh, all that mortal flesh, all that shape-shifting. She thinks about theology, history, myths. How haunted everything is. There’s plenty to get your teeth into, if you wish. But I think a little music might be needed for us to begin.


VLAD whistles and KASPAR appears with a boombox. He presses play and Jandek’s ‘Forgive Me’ from Six and Six (1981) commences. The undead blues scores the climactic scene of Dreyer’s The Passion of Joan of Arc (1928), which flickers on the wall. Shuddering, head shorn and in her hairshirt, ecstatic Joan (Maria Falconetti) is led to the stake. Swirling smoke, mourners, Antonin Artaud bringing the crucifix. Jandek sings his sinister fragments: ‘The tree gave up its fruit at once/Ah! My hand, it burns […]/Infection will mix with the blue corpse’. Birds calligraphic overhead as Joan looks to the heavens: ‘I take you’, he yowls, ‘to the skies…’ The song and film fade: Davidsen’s painting ‘Completion’ (2016) appears.


VLAD: Ghostly prologue… Another blue corpse?


LUCY: Yeah! Dead bodies are everywhere in Davidsen’s paintings but there’s more going down than that. Like Joan or Jandek, amid all the sorrow, she knows faith is scary. An unspeakable threshold is crossed to reach the light.


VLAD: Harrowed souls, anguish, loss…


LUCY: Uh-huh, but rapture, too: to be on the other side can be a joy. (Southern drawl) ‘Lord, I done evil in my time’.

VLAD: ‘Purge me with hyssop, and I will be clean; wash me, and I shall be whiter than snow.’


LUCY: Here come the sinners.


Exercise Number 9, a drawing from Davidsen’s sequence of works titled Target Practise (1998) appears on the screen.

LUCY: Remember South Africa’s Truth and Reconciliation commission? The backdrop to these ferocious pictures is the public acknowledgement of black people being slaughtered and tortured by police during the apartheid era.


VLAD: Cannibal activity?


LUCY: Her brutes grin to show off their shark teeth so the promise of cannibalism is definitely in play.


VLAD: And they wear skeleton suits, as if they were punks up to mischief on Halloween.


LUCY: Brains alight with awful thoughts. This was no trick-or-treat situation: once there came that knock at the door…


VLAD: The house shivered all over


LUCY: ‘Come with us now.’


VLAD (grins): Drag them out into the woods and suck their blood. Those masks make me think of the inmates at Abu Ghraib. Some pictures are burned onto your memory forever.


LUCY: The electric agitation of the chalk on slate evokes school, a child spelling out the rules—


VLAD: Crack the whip.


LUCY: —Of a tyrant’s regime. And remember how the law uses chalk, outlining corpses.


VLAD: But don’t forget to keep score. The body is divided up into juicy sections, just like meat hanging in the abattoir, ready for the fat man’s table. The heart is the magical part… (thinks) What’s happened to the faces? Scarred or masked, blown to smithereens?


LUCY: Memento mori, the skeleton dancing under the skin.


VLAD: Let’s bring Joan back from the crypt because she’s a ghostly political symbol, too: she suffers, she burns.


LUCY (croons Palace Brothers): ‘Will you miss me when I burn? /And will you eye me with a longing?’


VLAD (making notes): White chalk obviously signifies white flesh…

LUCY: ‘And will you close the other’s eyes? (mumbling) There are wolves here abound…’


VLAD: I always wonder if that song’s supposed to lay you next to a sinner on his deathbed, whispering in your ear.

And his audience on its knees, trembling.


LUCY: A creepy song… (Considers the picture, pensive) Scariest of all is that political context can be scorched, we could be anywhere: at an Alabama lynching or hanging out with English droogs. Maniacs, creeps and sadists run the game.


VLAD: Cave painting! I should’ve said cave painting sooner. Primeval savagery…


LUCY: With the emphasis on ‘evil’. Texas, June 1998: James Byrd Jr. is attacked by three white supremacists and dragged from the back of a speeding truck until his arm and head are torn off . His mutilated remains are left outside a church in a black neighbourhood.


VLAD (shivers): ‘I heard a Fly buzz when I died  


LUCY: Target Practise isn’t only a history lesson but a horrow show forecast of what’s happening to black bodies in America right now.


VLAD: Bloodthirsty animals on parade.


Davidsen’s painting ‘Kenosis’ (2015) projected on the wall.

LUCY: Enough with the bodies: can you explain this tricksy theological concept of kenosis?


VLAD: Ah! (Cracks open Avital Ronell’s Stupidity, 2002, and reads aloud) ‘Kenosis, a theological term, refers to Christ’s act of emptying himself on becoming man, humbling himself even to the point of enduring death, and the process of becoming incarnate surrendering all or some of the divine attributes.’’


LUCY: Bang.


VLAD: Yup, there’s also a woozy association with ‘the waning of the moon.’


LUCY: Majorly uncanny because so many of Davidsen’s paintings make me think of the moon. That glow they have… And there’s her picture, The Waning where girls tumble through a shady veil, spirits in flight or on the brink of… waking?


VLAD: Parsing that definition, kenosis involves a fall from the celestial to the earthly; disorientation, loss, ravishment.


LUCY: Sick with desire, pining for experience of the numinous like a lost dog pines for home.


VLAD: Thus all Davidsen’s apparitions falling towards some other state. Um, both flesh and not.


LUCY: Revelation, honey?


VLAD: Yeah, which is not without its difficulties. (Takes out a copy of Holy Anorexia, 1981, by Rudolph Hall) This book’s about the deranged activity of early Catholic saints craving God’s touch. (Reading aloud) ‘In this quest their bodies became impediments, painful reminders of the earthly realities they sought to transcend…’ Sometimes they would be possessed by malevolent presences seeking to undo their holy works: ‘They fought their demons by ever-escalating physical tortures and, consciously at first, denied the stimuli of hunger and fatigue.’


LUCY: ‘Consciously at first?’


VLAD: Suggesting some phase of rapturous disconnection is accomplished where torment and fatigue cease to exist. As a divine light illuminates the soul, the body’s distress is inconsequential.


LUCY (sings Jandek): ‘I take you to the sky…’


VLAD: Fruits never to be tasted by the average dolt.


LUCY: Nope. Suffering is crucial to the programme. A fire-and-brimstone preacher in one of Flannery O’Connor’s stories says, ‘Listen, even the Almighty’s love burns!’


VLAD: But if you’ve known this immolating experience, what’s left afterwards? Maybe it’s not a body at all.


LUCY: Anyone who’s had a friend die remembers being visited by them in sleep, speaking feverishly and receiving no answer.


VLAD: The spirit moves!


LUCY: But nobody’s there Her figures inhabit that wilderness, dreamed figures beckoning from the shadows.


VLAD: Ghosts?


LUCY: Well, everybody has strange stuff in their head.

VLAD whistles. KASPAR appears, carrying Davidsen’s Head Jar (2015), a white raku urn with a spectral face carved into its surface.


KASPAR: Head Jar makes my heart thump in my chest like a bird trapped in an attic. Thump! In Kabuki theatre, a white face means there’s a ghost in the house. Thump! And in Shinto, the traditional Japanese religion, ghosts are as real as a thunderclap. Thump! Everything has a spirit that can be tamed or enraged: houses, night, fire. Thump! Is the Head Jar possessed? Thump! Will he bring me nightmares? (Emits a blood-curdling cry) Has the ghost seen Poltergeist? Will nothing scare him away? Did Cathrine Raben Davidsen bury and enchant him? She knows all about beheading: decapitation, she said, represents ‘a divide between body and spirit’. Was he a boy before he was a jar? Does he stare because knows all the bad things I’ve done? Thump! Evil infection all over him. Silver blemishes, see? Under the skin there’s no blood at all but a… cloak. If he’s an urn, there’s something dead inside him. Ashes. Nature comes after you quickly once you die. A spiderweb is growing from where his eyeball was. Would roses stop him haunting me? Thump! Roses wound together, pretty as a carousel. Thump! Is that what you call ‘respecting the dead’?


KASPAR vanishes.


VLAD (checking his notes): Some of the figures in these paintings come from horrific pictures: war reports, footage from the aftermath of terrorist attacks—


LUCY: —Bodies in extreme states, wounded, bloodied or stiff as mannequins, suffocated.


VLAD: And hiding in this dark cast, unnamed, is a suicide bomber.


LUCY: We never know what the terror was. Maybe they were dragged from the ruins of a smashed house or they were smothered, quick, in the dead of night. Savagery can be astonishing. Check the reports (she reads aloud from another book): ‘a young man was lashed to a fence at night, beaten until comatose and soaked in blood. Left to freeze the whole night through, he was discovered the next morning and mistaken for a scarecrow. (Turning the page) Two boys, not yet adolescent, attacked a younger pair. The victims hid under a sheet which was promptly set alight.’


VLAD: Shroud.


‘The Disease’ (2016) is projected on the wall.


VLAD: She comes out of the fog, her face eaten away by the poisons in the air.


LUCY: Her face is a Target Practise flashback. But the texture’s gorgeous, all those blues and greens swirling make me think of Odilon Redon as much as Madame Schjerfbeck.


VLAD: Redon, the symbolist painter? Imps, crows and his legendary Pegasus from 1900, battling the hydra.


LUCY: Thanks for the footnote, Professor. Yup, those gothic favorites. I don’t just mean Redon’s wizardly fascination with monsters, myths and ghouls but his skill at making scenes hazy, as if—


VLAD: ‘Magic lantern’d on the smoke of Hell.’


LUCY: Baroque. I was gonna keep it witchy and say, ‘Decanted hot from the cauldron of the mind.’


VLAD: Hot indeed. Dreamed spaces again, weird interiors.


LUCY: All of which are allegorical scenes, evocative of psychological turmoil or freakish desires, a world gone (she cackles hysterically) mad.


VLAD: A winged horse may be God, strutting, or the painter himself, wings aloft, eager to fight his rivals.


LUCY: But allegory is a mask.


VLAD: It permits time travel.


LUCY: Who’s the figure in ‘The Diseased’? She could’ve crawled from a new war zone or quarantine three hundred years ago or the snow-covered woods wandered through by children in a tale by the Brothers Grimm. She could be a leper, exhaling infection.


VLAD: Fluorescent as a radioactive swamp.


LUCY: The plague years roll on: like, I could’ve said Agent Orange, Chernobyl or AIDS, still in toxic bloom.


VLAD: The sun will be up soon.


LUCY: Biographical rehashes make me sick but there’s another story to be told about how the painter shuts herself away for months, trying to make her work, deciding not to see anyone at all. Say goodbye to the past. She becomes submerges herself in accounts of various atrocities, attacks, the random horror of living now. (Pause) But painting is an uncanny occupation, a walk through the cemetery.


VLAD: Craving applause from the dead.


LUCY: Every artist is a vampire, feeding greedily on the past to create a revelation for the present. In Davidsen’s pictures, everything’s transforming— which is what’s afoot out there, now... Things are shape-shifting (nobody in these pictures is totally female or male); maimed soldiers call on robotic prostheses, ghosts


VLAD: Holler!


LUCY: — Everywhere. The old impervious belief that the body is just one thing or another— female or male, alive or dead, tender flesh or digital creature— has gone to the graveyard. Love is a transformation so is grief. (She comes close to VLAD and whispers in his ear. They entwine like the figures from Kenosis.)


LUCY: And I feel like we’re buried together now.


VLAD whistles. KASPAR returns with Head Jar lit from within, making its face glow.


VLAD: Dawn’s coming.

LUCY (whispering): Check how precarious the body is in her painting Human Nature (2016), half-erased, abandoned.


VLAD: Hurry now!


LUCY: The traumas of the past are always coming back feel it in your bones.


VLAD: An epitaph!


LUCY (whispering): Look closely, all the figures are falling—


VLAD: Quickly!-


LUCY(whispering): —Falling into the dark.


They all vanish.


scroll down for a Danish version


Enhver kunstner er en vampyr, der nærer sig grådigt på fortiden for at skabe en åbenbaring om fremtiden. I Davidsens billeder forandrer alting sig. Det er, hvad der er på spil derude nu… alting skifter form. 







To spøgelser iført sorte kapper. Hvide ekspressionistiske ansigter, totter af sort hår og blodrøde munde. KASPAR, en dreng udrustet med vinger af guld.


Nat. LUCYs soveværelse. Dæmpet, mystisk lys fra en lampe. En projek­tor kaster billeder og optagelser op på væggen, der i øje­blikket viser en linje fra John Ashbery: ”Nutiden, sminket som et lig.” LUCY sidder på sin seng, KASPAR står, lyttende, stum.


LUCY: Da jeg levede, havde jeg sådan nogle frygtelige drømme. Drenge med dyrehoveder sprang frem fra mørket. Døde kroppe lå under min seng som sovende forældre bundet sammen med blodrøde klæder. Så råbte jeg til nogen: “Kom, hurtigt!” Men jeg var altid alene, der kom ingen. Pludselig var værelset fyldt med røg, og alle ansigterne gik langsomt i opløsning. Og så tænkte jeg: Jeg er ikke med i en genud­send­else af Twilight Zone, snart vågner jeg op og så er det morgen. Men nu er jeg i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet havde de drømme. Måske var det billeder, jeg så en gang for længe siden.


Davidsens maleri af de to sammenflettede figurer fra Keno­sis projiceres op på væggen, mens det lilla lagen ruller over dem som en røgsky. KASPAR går ud. VLAD kommer ind og sidder over for hende. Han har bøger og kataloger med.


VLAD: Undskyld, jeg kommer for sent, skat. Jeg optrådte i Kansas – jeg var en genoplivet køter.


LUCY: Det gør ikke noget, der er forandring i luften i aften.


VLAD: Endnu et natligt drømmeri over Fr. Davidsen? Jeg har tonsvis af noter.


LUCY: Jeg kan ikke få hendes billeder ud af hovedet.


VLAD: Men hvad er det, der får hende til at virke så tilta­lende på en blodsuger?


LUCY: Åh, alt det dødelige kød, det dér med hamskifte. Hun tænker på teologi, historie, myter. Hvor hjemsøgt alting er. Der er masser at sætte tænderne i, hvis det er det, man vil. Men jeg tror, at vi har brug for noget musik til at starte med.


VLAD fløjter, og KASPAR kommer ind med en boombox. Han trykker på Play og Jandek’s ”Forgive Me” fra Six and Six (1981) begynder. Den uhyggelige blues er brugt som underlægning i den scene, der udgør højde­punk­tet i Dreyers Jeanne d’Arcs Lidelse og Død (1928), som flimrer på væggen. Rystende, med sit hoved barberet, ledes den ekstatiske Jeanne (Maria Falconetti) til pælen. Mellem hvirvlende røg og grædekoner henter Anto­nin Artaud krucifikset. Jandek synger sine ildevarslende fragmenter: “Træet gav med ét sin frugt/ Ah! Min hånd, den brænder […] / Betændelse vil blande sig med det blå kadaver.” Kalligrafiske fugle flyver forbi, da Jeanne ser op mod himlen: “Jeg tager dig”, jamrer han, “til himlen …’ Sangen og filmen toner ud: Davidsens maleri ”Completion” (2016) viser sig.

VLAD: Spøgelsesagtig prolog … Endnu et blåt kadaver?

LUCY: Ja! Døde kroppe er overalt i Davidsens malerier, men der er mere på færde end det. Ligesom Jeanne eller Jandek, midt i al bedrøvelsen, ved hun, at troen er frygtindgydende. En ubeskrivelig grænse er overskredet for at nå lyset.

VLAD: Sønderrevne sjæle, kvaler, tab…

LUCY: Ah-ha, men også henrykkelse: At være på den anden side kan være lykken. (Prædikenagtigt) “Herre, jeg har syndet i min tid.”


VLAD: “Rens mig for Synd med Ysop, vask mig hvidere end Sne.”


LUCY: Her kommer synderne.


Exercise Number 9, en tegning fra Davidsens værk­suite med titlen Target Practice (1998), dukker frem på skærmen.


LUCY: Kan du huske Sydafrikas Kommission for Sandhed og Forsoning? Baggrunden for disse drabelige billeder er den offentlige anerkendelse af, at sorte mennesker blev nedslagtet og tortureret af politiet under apartheidstyret.


VLAD: Kannibalistisk aktivitet?


LUCY: Hendes mund blottes for at vise dens haj­tænder frem, så der er bestemt et løfte om kannibalisme i luften.


VLAD: Og de har skeletdragter på, som om de var unge punkere ude på ballade til Halloween.


LUCY: Hjerner optændt med modbydelige tanker. Dette var ingen slik-eller-ballade-situation: Når først der kom denne banken på døren…


VLAD: Huset skælvede over det hele…


LUCY: “Kom med os nu.”


VLAD: (smiler): Slæb dem med ind i skoven og sug deres blod. Deres masker får mig til at tænke på de indsatte i Abu Ghraib. Nogle billeder brænder sig ind i ens hukommelse for evigt.


LUCY: Den elektriske uro over kridtet på tavlen vækker associationer til skolen, et barn der står og fremsiger reglerne…


VLAD: Piskesmæld.


LUCY: — Fra en tyrans regime. Og husk på, hvordan ordens­magten bruger kridt til at trække en streg rundt om et lig.


VLAD: Men glem ikke at holde regnskab. Kroppen er delt op i saftige sektioner, ligesom kød, der hænger i et slagteri parat til den fede mands bord. Hjertet er den mest magiske del…(tænker). Hvad er der sket med ansigterne? Arrede eller maske­rede, sprængt i småstykker?


LUCY: Memento mori – skelettet, der spiller under huden.


VLAD: Lad os hente Jeanne tilbage fra krypten, for hun er også et spøgelsesagtigt politisk symbol: Hun lider, hun brænder.


LUCY (crooner Palace Brothers): ”Will you miss me when I burn? /And will you eye me with a longing?”


VLAD (tager noter): Hvidt kridt symboliserer tydeligvis hvidt kød…


LUCY: ”And will you close the other’s eyes? (mumler) “There are wolves here abound…”


VLAD: Jeg spekulerer altid på, om den sang skal forestille, at du ligger ved siden af en synder på hans dødsleje, mens han hvisker i dit øre. Mens hans publikum er nede på knæ, skælvende.


LUCY: En uhyggelig sang… (Overvejer billedet, tænksomt) Det mest skræmmende af det hele er, at politisk kontekst kan brændes væk, vi kunne være hvor som helst: Til en lynchning i Alabama eller i gang med at hænge ud med nogle engelske bøller. Galninge, kryb og sadister styrer spillet.


VLAD: Hulemaleri! Jeg skulle have sagt hulemaleri noget før. Urtidsbrutalitet…


LUCY: Brutalitet i den grad. Texas, juni 1998: James Byrd Jr. bliver angrebet af tre White Power-typer og slæbt efter en kørende lastbil indtil hans arm og hoved bliver flået af kroppen. Hans skamferede rester bliver efterladt uden for en kirke i et sort kvarter.


VLAD (ryster): ”I heard a Fly buzz— when I died.”


LUCY: Target Practice er ikke bare historieundervisning, men et skrækscenarie der beskriver noget, der sker med sorte menneskers kroppe i Amerika lige nu.


VLAD: Blodtørstige dyr på parade.


Davidsens tegning Kenosis (2015) projiceres op på væggen.


LUCY: Så er det godt med de kroppe: Kan du forklare dette drilagtige teologiske kenosisbegreb?


VLAD: Ah! (Åbner Avital Ronells Stupidity, 2002, og læser højt) “Kenosis, et teologisk udtryk, refererer til det, at Kristus tømte sig selv, idet han blev menneskelig, nedlod sig til at udholde selv døden og den proces, hvor han blev køde­lig­gjort og opgav alle eller nogle af sine guddommelige attributter.”


LUCY: Bang.


VLAD: Jep, det giver også en svag association til månens aftagen.


LUCY: Meget mystisk, eftersom så mange af Davidsens male­rier får mig til at tænke på månen. Det skær de har… Og der er hendes billede, The Waning, hvor nogle piger tumler igennem et skyggefuldt slør – ånder på flugt, eller på kanten til … at vågne op?


VLAD: Hvis man analyserer den definition, involverer keno­sis et fald fra det himmelske til det jordiske; desorientering, tab, fornedrelse.


LUCY: Syg af begær, længsel efter det numinøse, som en fortabt hund der længes hjem.


VLAD: Altså alle Davidsens genfærd henfalder til en anden tilstand. Hm, både kødelighed og ikke-kødelighed.


LUCY: En åbenbaring, min egen?


VLAD: Ja, hvilket ikke er uden problemer. (Henter et eksemplar af Holy Anorexia, 1981, af Rudolph Hall) Denne her bog handler om den sindsforvirrede aktivitet hos de tidlige katolske helgener, der længtes efter Guds berøring. (Læser højt) ”I denne søgen blev deres kroppe til forhind­ringer, smertefulde påmindelser om de jordiske realiteter, som de ønskede at overskride…” Nogle gange blev de besat af ondsindede ånder, som søgte at spolere deres hellige bedrifter: ”De bekæmpede deres dæmoner med tiltagende fysisk tortur og, i første omgang bevidst, benæg­tede sultens og træthedens stimuli.”


LUCY: ”I første omgang bevidst?”


VLAD: Det antyder, at en eller anden fase af henrykt frigø­relse opnås i det øjeblik, hvor lidelse og udmattelse ophører med at eksistere. Når et guddommeligt lys fylder sjælen, bliver kroppens lidelser betydningsløse.


LUCY (synger Jandek): ”I take you to the sky…”


VLAD: Frugter som en gemen dumrian aldrig vil smage.


LUCY: Nix. Lidelse er altafgørende for programmet. En dommedagsprædikant i en af Flannery O’Connors historier siger: ”Listen, even the Almighty’s love burns!”


VLAD: Men hvis man har oplevet denne form for opofrelse, hvad er der så tilbage? Måske er der ikke engang en krop.


LUCY: Enhver, som har haft en ven, der døde, husker, at de kom tilbage og besøgte en, mens man lå og sov og talte i vildelse uden at få noget svar.


VLAD: Ånden kommer over dig!


LUCY: Men der er ingen her… Hendes figurer bebor det der vildnis – drømte figurer, som vinker fra skyggerne.


VLAD: Spøgelser?


LUCY: Det spøger jo i alles hoveder.


VLAD fløjter. KASPAR kommer frem, bærende på Davidsens Head Jar (2015), en hvid raku-urne med et spøgelsesagtigt ansigt skåret i siden.


KASPAR: Head Jar får mit hjerte til at dunke i mit bryst som en fugl fanget i et loftsrum. (Dunk!) I kabuki-teater betyder et hvidt ansigt, at der er et spøgelse i huset. Og i Shinto, den traditionelle japanske religion, er spøgelser lige så virkelige som et tordenbrag. (Dunk!) Alt har en ånd, der kan tæmmes eller gøres rasende: huse, natten, røg. (Dunk!) Er Head Jar besat? (Dunk!) Vil han give mig mareridt? (Udstøder et skrig, der får blodet til at fryse til is) Har spøgelset set Poltergeist? Er der intet, der kan skræmme ham væk? Har Cathrine Raben Davidsen begravet og fortryllet ham? Hun ved alt om halshugning: dekapitering, siger hun, repræsenterer ”en adskillelse af krop og sjæl”. Var han en dreng, før han var en krukke? Stirrer han, fordi han ved alt om alle de slemme ting, jeg har gjort? (Dunk!) En slem betændelse overalt på ham. Urenheder af sølv, ser du? Under huden er der overhovedet intet blod, men en… kappe. Hvis han er en urne, er der noget dødt inden i ham. Aske. Naturen kommer hurtigt efter dig, når først du er død. Der vokser et edderkoppespind fra hans øjeæble. Ville roser få ham til at holde op med at hjemsøge mig? (Dunk!) Roser bundet sammen, en fryd for øjet. Er det det, man kalder ”at udvise respekt for de døde”?


KASPAR forsvinder.


VLAD (tjekker sine notater): Nogle af figurerne i disse malerier kommer fra gruopvækkende billeder: postapokalyptiske billeder.


LUCY: — Kroppe i ekstreme tilstande; sårede, blodige eller stive som mannequiner, kvalte.


VLAD: Og i denne mørke rolleliste, uden navn, gemmer der sig en selvmordsbomber.


LUCY: Vi ved aldrig, hvad slags terror det var. Måske er de blevet slæbt ud af ruinerne af et smadret hus, eller kvalt, hurtigt, i nattens mulm og mørke. Brutalitet kan være helt utrolig. Tjek rapporterne (hun læser højt fra en anden bog): ”En ung mand blev bundet til et hegn om natten, banket til han gik i koma og var gennemblødt af blod. Efter at være blevet efterladt frossen hele natten, blev han fundet den næste morgen, hvor han blev forvekslet med et fugle­skræm­sel”. (Skifter side) ”To drenge, endnu ikke teenagere, over­faldt et par yngre drenge. Ofrene gemte sig under et tæppe, som omgående blev lyst op.”


VLAD: Ligklæde.


The Disease (2016) projiceres op på væggen.


VLAD: Hun kommer ud af tågen, hendes ansigt er blevet ædt op af den gift, der er i luften.


LUCY: Hendes ansigt er en skydeskive. Flashback til Target Practice. Men med en pragtfuld tekstur – alle de blå og grønne nuancer, der hvirvler, får mig til at tænke på Odilon Redon såvel som Madame Schjerf­­beck.


VLAD: Redon, den symbolistiske maler? Gnomer, krager og hans legendariske Pegasus fra 1900, i kamp med Hydra.


LUCY: Tak for fodnoten, Professor Overpedant. Jep, de gotiske favoritter. Jeg mener ikke kun Redons begejstring for monstre, myter og onde ånder, men også hans talent for at gøre scener tågede, som om de er —


VLAD: ”Projiceret på Helvedes røg.”


LUCY: Barokt. Jeg ville have holdt mig til hekse og sagt, ”Hældt kogende fra gryden”.


VLAD: Sandelig varmt. Drømte om rum igen, mærkelige interiører.


LUCY: Hvilket alt sammen er allegoriske scener, som vækker minder om psykologisk tumult eller forskruede lyster. En verden, (hun gnækker hysterisk) der er gået fra forstanden.


VLAD: En bevinget hest kan være gud, som bryster sig, eller maleren selv, med vingerne i vejret, ivrig efter at bekæmpe sine rivaler.


LUCY: Men allegori er en maske.


VLAD: Den gør det muligt at rejse i tiden.


LUCY: Hvem er figuren i The Disease? Hun kunne være kommet kravlende ud af en ny krigszone eller holdt i karantæne i tre hundrede år, eller ud af de snedækkede skove gennem­van­drede af børn i et eventyr af brødrene Grimm. Hun kunne være en spedalsk med infektion i sit åndedræt.


VLAD: Selvlysende som en radioaktiv sump.


LUCY: Pestens år ruller videre. Jeg kunne have sagt Agent Orange, Tjernobyl eller AIDS, endnu i giftigt flor.


VLAD: Solen står snart op.


LUCY: Sammenkogte biografier trætter mig, men der er en anden historie, der skal fortælles, om hvordan maleren isolerer sig i månedsvis, mens hun prøver at skabe sit værk, fast besluttet på ikke at se nogen overhovedet. At vinke farvel til fortiden. Hun lader sig fordybe i beretninger om diver­se grusomheder, overfald, de tilfældige rædsler ved at leve i vor tid. (Pause) – Men malerkunsten er en uhyggelig beskæftigelse, en vandring gennem kirkegården.


VLAD: Tørster efter bifald fra de døde.


LUCY: Enhver kunstner er en vampyr, der nærer sig grådigt på fortiden for at skabe en åbenbaring om fremtiden. I Davidsens billeder forandrer alting sig. Det er, hvad der er på spil derude nu…alting skifter form. (ingen i disse billeder er fuldstændig kvinde­lig eller mandlig). Lemlæstede soldater råber på robotproteser, spøgelser.


VLAD: Hov!


LUCY: — Overalt. Den gamle, urokkelige tro på, hvad kroppen er. Kvinde eller mand, levende eller død, blødt kød eller digitalt væsen – er på kirkegården. Kærlighed er en forvandling, og det er sorg også. (Hun kommer tættere på VLAD og hvisker i hans øre. De er sammenflettede som figurerne fra Kenosis.


Pludseligt mørke i rummet.


LUCY: Og jeg har det, som om vi er begravet sammen nu.


VLAD fløjter. KASPAR vender tilbage med Head Jar oplyst indefra, så ansigtet lyser.


VLAD: Solen er ved at stå op.


LUCY: (hviskende): Se, hvor prekær kroppen er i hendes maleri Human Nature (2016),



VLAD: Skynd dig nu!


LUCY: Fortidstraumerne kommer altid tilbage — fortiden er et benhus.


VLAD: En gravskrift!


LUCY (hvisker): Se godt efter, alle figurerne falder.


VLAD: Hurtigt!


LUCY (hvisker): — Falder ind i mørket.


De forsvinder alle sammen.